Østersøen Rundt 25

27.05.18 Tartu

Ved morgenbordet er manden skiftet ud med en dame. Jeg spørger til noget grød i en skål? Det er porridge, altså "havregrød" lavet på 5 slags korn. Det er fint. Lægger lige bunden. Så må jeg have 2 tallerkner müsli knas og cornflakes. Og jeg lærer, hvordan man laver cappucino på maskinen. Det havde hun ikke helt styr på, men nu ved vi det begge to. Og så et par ostemadder med syltetøj - så er jeg klar.

Vi kommer til at snakke om det ene og det andet, og i den forbindelse siger jeg: Er Rusland ikke et problem for jer? Nej, ikke et problem, de kunne være en mulighed, men....

Jeg kan godt se, at her nede i hjørnet af Estland er der nok ikke så meget arbejde at få, hvis man ikke kan sidde og arbejde hjemmefra på sin computer. Havde grænsen været som den dansk-tyske, kunne man have taget over og arbejdet i den store by på den anden side. Den der var estisk før krigen, og der ville have været udveksling af varer og ydelser på tværs. Nu med den "lukkede" grænse er der mange muligheder, der går tabt. Det er kun hvis man har slægtninge på den ene eller anden side, at man nemt kan få visum.

Gården og russer damernes bil

Kl.9 kører jeg. Skal nå et tog i Koidola til Tartu. Ellers skulle jeg køre over 100 i dag, nu kan jeg nøjes med 56 km, men jeg er bekymret for vejens beskaffenhed. Toget kører 13.39, så jeg har 4½ time.

Allerede inden jeg har kørt 1 km, er vejen blevet til grus, men det varer dog kun 4½ km, så bliver den til asfalt igen. Men nu er vejen under rekonstruktion, så det er næsten som en grusvej. Jeg lader hesten strække ud, kører så stærkt det er forsvarligt på gruset og i løbet af en time, har jeg kørt 20km.

For det meste gik vejen op og ned, men var for et meste også fin

Vejen er nu fin, men det har gennemgående været meget bakket Jeg tænker skiftevis på, hvor langt jeg har kørt, og hvor lang tid, jeg har tilbage, og på et tidspunkt forskyder tiden sig, så jeg tror, jeg kun har en time tilbage. Det er efter 40½ km, hvor vejen igen bliver til grus. 16 km på en time på grus? Kan jeg nå det?

Borgen fra 1342 - vel nogenlunde samtidig med Hammershus

Og jeg knokler på. Inden da når jeg heldigvis at holde en fin pause i et udsigtstårn. Der er faktisk lige så god udsigt som i går, og her er det gratis. I hvert fald i dag, for der er ikke et menneske bortset fra mig. Jeg kommer også forbi en gammel borgruin, som er museum og under genopbygning.

Mere udsigt ind over Rusland

Den gamle efter at have været oppe og se på udsigten

Nu, hvor jeg er kommet ud på de små veje, må jeg tjekke GM hver gang, der er en sidevej. Og alligevel går det galt. Pludselig er jeg kørt for langt. Skal jeg virkelig tilbage? Kortet viser en mulighed for at dreje til venstre her i stedet og komme tilbage på sporet. Og ikke længe efter er det, det går op for mig, at jeg ikke har EN time igen, men TO. På den måde ankommer jeg til stationen mere end en time for tidligt.

Der er dødt. Man kan ikke komme ud på perronen. Og ikke noget med at gå rundt om stationsbygningen. Der er hegn til begge sider. Faktisk tror jeg, hegnet begyndte allerede to km i den retning, jeg kom fra. Det er jo grænsen til Rusland her.

Jeg har set en kvinde gå frem og tilbage fra en bil nogle gange, og næste gang hun passerer, kommer vi til at snakke. Hun taler glimrende engelsk. Så godt, at jeg ikke tror, hun er ester, men det er hun. Fra den anden ende af landet: Saaremaa, den store ø. Da jeg siger, at jeg jo kan køre ned til byen mens jeg venter, siger hun, at der ingen by er. Koidola er kun en grænseovergang og en station. Er der ikke engang en butik? Nej, intet. Men derfor synes hun godt, jeg kan køre derhen, en grænseovergang kan vel også være interessant.

Jeg får spurgt hvem esterne føler sig mest knyttet til, finnerne eller de andre baltiske lande. Hun personligt mest til Finland, andre vil hun ikke tale for. Og hvad laver hun her, hvis jeg må være så fri? Hun arbejder med "border control". Ja, hvad ellers.

Der bliver først åbnet til perronen, når toget kører ind, så jeg kører ned til grænsen. Der er virkelig intet ud over masser af parkerede biler, og hvor ejerne af alle disse biler opholder sig, er ikke godt at vide
.

Grænsen - skyggen er fra den bro toget kører over

Frokosten er lidt begrænset: rugbrød og én banan.

Fra stationen og til grænsen er der ingen bus eller taxa

Endelig kommer toget ind, og der bliver åbnet. Min lastede cykel kan lige netop komme igennem de 5 dør, man skal igennem. At få cyklen ind i toget, er som en drøm. Højdeforskellen mellem tog og perron er muligvis 1 cm. Højst. Desværre skal cyklen op at hænge, så bagagen skal af, men det er ikke noget problem.

Men toget bliver fyldt efterhånden, så da der kommer flere cykler og 4 store hunde, bliver jeg bedt om at stuve min bagage ind under sæderne og flytte længere ind.

Det koster 5 € for de 1 tim 20 min til Tartu. Cykel er gratis.

Toget bliver fyldt, men der er da ikke så mange, der står op. Men der er cykler overalt. De mindste, der startede med at hænge, er taget ned og stuvet af vejen på anden måde. De 3 af hundene er gået omkuld, og jeg sidder også og nikker.

Da vi kommer til Tartu, venter jeg pænt til alle er kommet ud, før jeg laster min cykel. Heldigvis skal toget ikke videre, og jeg når at blive færdig, før jeg bliver rangeret væk.

Vanen tro taster jeg hostel'ets adresse ind i GM og kører ud for at finde det. Jeg når ikke så langt, før et navn på den anden side af gaden, fanger min opmærksomhed. Hektor Design Hostel. Det er da det, det hedder! Hvorfor GM vil anbringe det andet steds i byen, ved jeg ikke, men var jeg ikke kommet forbi, kunne jeg have fået mine problemer.

Jeg får nr. 203A og går op for at sætte styrtasken. Jeg finder hurtigt 203, og tænker, at så må 203A være et sted bag den dør. Men nøglen passer ikke og nøgleskiltet får ikke noget til at give lyd fra sig. Er jeg idiot? Ja, det lader det til. Da jeg kommer ned spørgende, siger han, at jeg OGSÅ fik et
kort.... Nåhhh... Jeg fik ganske rigtigt noget mere end nøglen, men da han ikke sagde noget om noget kort, registrerede jeg det ikke. Jeg kan være lidt tungnem.

Et øjeblik efter er den gal igen. Det lykkes mig at glemme kortet på værelset, så han må lave et midlertidigt, så jeg kan komme ind til det.

Der er en anden dør, hvor jeg kan komme ind og ud med cyklen. Da jeg kommer tilbage fra supermarkedet er døren låst. Og min nøgle passer ikke. Ind og spørge, om ikke han kan lukke op for mig? Det er ikke nødvendigt - jeg har jo kortet. Det kan lukke op. Hu hej, hvor det går. Åbneren sad ikke på døren, men på væggen ved siden af. Jeg føler mig virkelig som en idiot, der ikke mestrer den moderne teknologi.

Jeg er da blevet solbrændt i hovedet

I supermarkedet fanger et ord mit blik: "Kali". Det lyder ikke specielt drikkeligt, men var det ikke det, hun kaldte det? Det der hedder "Kvass" i Letland? Og som jeg smagte på caféen i skoven? Og oven over med meget større bogstaver står: "Kvass". Så det har jeg lige drukket en flaske af. Skal lige have væskebalancen i orden inden aftensmaden.

I morgen cykler jeg 82 km til Viljandi og tager - hvis jeg når det - toget til Tallinn kl. 17.26

58.79 km

Østersøen Rundt 24

26.05.18 Ruusmäe (Rogosi Manor)

Det er en søn og en mor, der passer dette hostel. Sønnen er ved at sætte et plankeværk op og male det, da jeg ankommer. Moderen kommer ud på aftenen og tager imod betaling og ordner ting. Han taler engelsk. Hun meget lidt.

Her til morgen ligger der en dame henslængt i en sofa. Hende har jeg ikke set før. Da jeg er et godt stykke inde i mit måltid - havregryn, müsli og mælk - opdager jeg, at der er linet alt muligt op på skranken. Morgenmad er åbenbart inkluderet? Men der er ingen kaffe, og jeg glemte mit kaffepulver.

Da jeg kommer ned igen, indtager hun en ny udflydende stilling ind over køkkenbordet. Hun irriterer mig.

På et tidspunkt, hvor hun er gået, går jeg hen og kigger på sagerne. Der er ikke noget, der tiltaler mig, men så får jeg øje på noget mørkt brød. En skive med ost kan vel ikke skade? Da jeg senere tænker, at jeg lige skal have én til, er hun over mig med det straks. Har hele tiden stirret misbilligende og
mistroisk på mig, nu får jeg hele hendes estiske ordforråd kastet i synet. Man skal åbenbart betale 5 € for morgenmad - så meget forstår jeg. Det kunne da godt have stået et eller andet sted. Måske også på andet end estisk?

Hun ringer - sikkert til moderen - og brokker sig, men får øjensynligt ikke rigtig medhold. Så forlader jeg etablissementet. Går op og pakker og beslutter, at lægge 1 € til hende. Det må være rigeligt for een skive brød med ost.

Da jeg kommer ned igen, er Suresen væk, og moderen dukket op. Jeg forklarer, at der var en lille misforståelse og lægger nogle mønter. Nej, nej, det skal jeg da ikke. Jo, jo, det skal jeg, og jeg lader dem blive liggende.

Finder hen til Maxima supermarkedet, hvor både min hade bank Swedbank og konkurrenten SEB Bank har en ATM. Der er kø ved SEB, men jeg venter. Der er ingen problemer i at få spyttet 250 € ud, men den beholder mit kort..... Efter en rum tid kommer det dog. Man skulle have trykket på en knap. Så nu ved i det, hvis I skulle komme til Estland. Jeg ved ikke hvilken.

Rigtig cykelsti

Så af sted. Vejen er spærret pga. vejarbejde, men jeg husker straks, at hun sagde, at der var cykelsti. Det skal jeg da love for. Hele 5 km ud af byen fortsætter den, og derefter er der afmærkning på vejen med 1 m til cykler. Senere bliver stykket skiftevis smallere og bredere. Belægningen må siges at være
silkehud nr.1. Den bliver dog kortvarigt afløst af elefanthud nr.2. Fin plan vej, men meget grovkornet.

Den første gang jeg sætter mig ved et busstop - I SOLEN - bliver jeg overstukket af myg. Næste gang går det bedre.

Standardiserede postkasser - selvfølgelig

.
I går, da jeg lige var kommet til Valga og sad og spiste frokost, kom der en mand hen og talte til mig. Han havde nogle pamfletter i hånden og så MEGET glad ud. Sådan lidt tosse glad, hvis jeg må være så fri. Jeg kunne forstå, at det var noget med et arrangement henne i kirken. Selv om jeg gjorde mig umage med at tale andre sprog end estisk, gik der lang tid, før han fattede, at jeg var udlænding. Men kunne dog afslutningsvis sige "Good day".

Da jeg havde været i supermarkedet, blev jeg igen passet op af en mand. Denne gang i pænt jakkesæt, og med de samme pamfletter, måske kordegnen selv? Igen måtte jeg beklage, at jeg ikke havde tid, hvad der er sandt nok. Mit kontorarbejde tager ofte op imod et par timer. Her på hostel'et var netværket nu super hurtigt.

Men for at gøre historien færdig: mere end halvdelen af esterne siger, når de bliver spurgt, at de ikke er religiøse. De mindst religiøse i Baltikum - måske i hele verden. Så forstår man jo godt, at de der er gået i fælden, har noget at lave.

På vej op ad bakken for lidt siden, kom der et skilt med en kaffekop! Herligt. Lige til pas efter 30 km. Der var lukket....

Kaffe? Ikke denne gang

Og det er det eneste minus ved denne vej 67. Den er perfekt som cykelvej, men der er næsten ingen trafik og derfor heller ikke nogen "vandingssteder".

På et tidspunkt går der pludselig et par med en hund på vejen. De drejer ned mod en bebyggelse, hvor der åbenbart er noget info. Jeg kører efter dem og  spørger, om man mon kan finde en kop kaffe der fremme? Ne - e - j. Möiste 10 km væk er nok det nærmeste....

Estland har allerede nu 2 stjerner i bogen. Først for de gode cykelforhold og nu for hjælp og service. Da jeg når frem til Möiste, drejer jeg op mod byen, der består af et supermarked med posthus, en uspecificeret butik og en storkerede. Som håbet er der en kaffeautomat indenfor døren, men oh skræk, den virker ikke, siger pigen - på estisk - men der er ingen tvivl. Jeg prøver forsigtigt at spørge, om der er andre steder inden Vöru? Det virker ikke sådan, men pludselig får hun en ide. Skal jeg bare have én kop? Og her strækker mine 3 estiske gloser lige: yks, kaks, kolm. Og det er præcis hvad hun siger: Yks?

Hun tager et krus med og forsvinder ud bag ved i frokoststuen og kommer tilbage med et fyldt krus. Nej, nej, det koster ikke noget. Jeg takker overstrømmende, og hun kommer løbende efter mig med en teske og et låg. Det tegner lovende.

Man ser ikke mange biler fra det vestlige Europa. En enkelt finne i ny og næ, så jeg bemærker en hollandsk autocamper, der passerer i et mageligt tempo.

Lidt efter holder der netop en autocamper, og jeg tænker, at det er den. Da jeg nærmer mig, kommer der en dame ud, og jeg får allerede tidligt en fornemmelse af, at det er mig, hun er på vej ud til. Vil jeg ikke have lidt vand? Øh.. jeg har faktisk vand. Jamen så en kop kaffe da? Eller noget at spise?

En kop kaffe siger jeg ikke nej til, og jeg tilbyder at tage brownies med. De nye jeg har købt, kan man godt byde af. Manden er også kommet ud, og så sætter vi os ellers ind i camperen og har det hyggeligt den næste halve time. De er også pensionerede og er denne gang af sted 7 uger, hvor de er startet på den 3.

Vi bliver enige om, at vi måske mødes i Tallinn, som er deres - og mit regner jeg med - vendepunkt.

Jeg når endelig vejen mod Rouge, som også er asfalteret. Efter den ved jeg ikke rigtig. Der fra er der ikke så langt til Haanja, hvor jeg tror Herregården ligger, og først da jeg står i Rouge, går det op for mig, at den ligger meget sydligere. Google Maps foreslår to ruter der til, så jeg leder efter nogle mennesker at spørge til råds. Finder omsider en familie i noget, der vel er deres have, og går ind til dem. De er meget venlige. Hovedforslaget er asfalt hele vejen. Det er en meget bakket vej, der vil føre mig forbi Suur Munamägi, som jeg har døbt til: Den store Æggebakke, Baltikums højeste punkt på over 300 m. Det er netop på min ønskeliste. Også restauranten ved siden af. Den anden vej er asfalt det første stykke, men bliver så grus. Og mindre bakket.

Ingen tvivl om hvor man er

Da jeg siger, at det er mit indtryk, at en del unge mennesker har købt ældre huse på landet og sat dem i stand, siger de, at det er rigtigt. Det er en hel bevægelse, hvor de selv mener, de har været nogle af de første. Fra Tallinn er de flyttet til Rouge og nu er hendes forældre flyttet med.

Mindestenen efter de danske soldater

Jeg beslutter mig for det første alternativ og knokler op og ned - mest op naturligvis - mod Estlands højeste punkt. Inden jeg forlader Rouge, når jeg dog også at se mindesmærket over kaptajn Gustav Borgelin og hans 200 mand, der kæmpede på estisk side i selvstændighedskrigen 1918-20. At der skulle være et sådant mindesmærke, ved jeg fra den estiske ambassadør i Danmark, som min bror er kommet til at kende, og som har foreslået mig en cykelrute i Estland, som jeg lige tilpasser lidt.

Det var her i mellem bakkerne at Borgelin og hans mænd kæmpede 

Det er sø-høj-landet jeg kører op i. Eller de estiske Alper, som de selv ynder at kalde dem. Jeg krydser de 80 km på vej mod Haanja og kan endelig dreje ind til Restauranten, der vist nærmere er en café. Jeg skal hilse ejeren fra ambassadøren - hvis han da er der. Og så skal jeg have en cappucino og deres bedste kage.

Jeg sad i fred og ro oven på - og fandt en dansk bog på reolen - arkitektur

Finder hende, der ser mest overordnet ud. Er det nu ejeren af huset, eller bestyreren af cafeén jeg skal hilse? Det ved jeg egentlig ikke, men hun tror nok hun ved hvem.

Abba gik i gang med Super Trooper på disko toilettet

Jeg havde undervejs tænkt, at jeg måske kunne køre tilbage her til og spise til aften, men det opgiver jeg. Klokken nærmer sig 18. I det her bakkeland kører man ikke 22 km ekstra. Men jeg går over vejen - efter kagen og kaffen - og op til Suur Munamägi med dens udsigtstårn. Jeg slipper med 3 €, fordi hun mener, jeg er "pensionär". Ja for pokker, er der noget, der hedder det her. Og så må jeg endda tage elevatoren op i stedet for trappen. Det gør jeg nu ikke. Man skal vel holde sig i form? Jeg tager den ned.

Man kan se 50 km væk, men det er nu småt med særlige kendetegn, for der er så at sige træer over det hele. Man kan se Vöru mod nord, men ellers bliver træerne bare russiske, hvis man ser mod øst og lettiske, hvis man ser mod syd.

Det er Rusland i baggrunden - store Rusland

Så ned igen og ned til caféen, hvor jeg fik lov til at sætte min cykel om bag ved, mens jeg var der oppe. Styrtasken har jeg naturligvis med.

Lidt i 19 er jeg fremme i Ruusmäe på herregården. Jeg lader til at være den eneste gæst, men heldigvis kan han godt lave et måltid til mig (der stod også, at der var restaurant). Kylling eller fisk? Jeg vælger fisk, der viser sig at være laks med ris, nogle grøntsager og citronsauce. Perfekt.

Mens jeg spiser - havde selvfølgelig taget skjorte og langebukser på - dukker en stor sort russisk indregistreret bil op og kører nogle gange rundt på gårdspladsen.

Indkørslen set fra gårdsiden

Nu er to russiske damer blevet indkvarteret ved siden af mig. De larmer.

93 km

Østersøen Rundt 23

25.05.18 Valga

Jeg sov dejligt her på denne simple klapseng. Har også haft et par hårde dage. Spiste pizza i går. Af mangel på ansjoser prøvede jeg en med løg, oliven, capers og latvian sprats, [schpråres] på lettisk. Nogle små sardin lignende fisk. Det var en fin erstatning.

Pizzaen - og en lokal øl

Morgenmaden måtte jeg selv klare. Havde for en gangs skyld fundet ½ liter mælk til min blanding af havregryn og lettisk müsli. Og købt et par kaffe breve.

Ville prøve cykelbroen til den anden side af floden, hvor hovedvejen A3 går. Desværre brugte jeg Google Maps til at finde derhen. Kom på en vej, der gik UNDER broen. Det var der tilsyneladende også andre, der havde været ude for, men der var stejlt op. Så stejlt at jeg måtte opgive, det første sted. Der var ingen til at hjælpe. Det andet sted lykkedes det så.

Cykelbroen - floden her er Gauja

.Holder nu hvil ved en cafe ved et hus lidt inde i skoven. Lettisk is med smag af nogle små runde røde bær. Ribs? Et glas "Kvass", noget lokalt bryg, som skulle være uden alkohol. Brygget blandt andet på hvede. Smager som en mellemting mellem druesaft og hvidtøl. Temmelig usædvanligt. Kaffen er dog normal.

En dejlig pause

Allerede nu er jeg kommet til et andet land. Et land, der ikke respekterer statsgrænser og grænsevagter. Ikke engang pigtråd. Det er de store skoves land. Jeg troede egentlig, at de skulle begynde helt nede i Litauen, men det er faktisk først her på nordsiden af Daugava, at de begynder. Lange ensomme stræk, hvor man ikke kan se, om vejen stiger eller falder. Kun mærke det på tråd'et. Et gear ned. Et gear op. Jeg troede også, at busstoppene var hørt op, men her på den anden side af Strenci kom der pludselig et: Berzi. Der ligger ët hus, og så er der ellers 3 km til Olipas. Langt at gå, hvis man ikke har bil.

En skorsten med beboere?

Trafikken er tyndet noget ud, men vejen er også blevet smallere.

Nær på Valka

Endelig afløses den uendelige skov af åbent land med rapsmarker. Duften ligger tungt over vejen. Jeg nærmer mig Valka/Valga. De to byer skulle være sammenvokset. Det er ikke helt nemt at finde rundt.
Efter at have kørt den forkerte vej ad Riga Iela, kommer endelig skiltet, der forkynder, at nu er jeg i Estland.

Der VAR da et skilt

Så finder jeg turist info og må straks høre, hvordan man klarer sig sprogligt? I grove træk: de ældre taler russisk sammen og de unge engelsk. Begge sprog noget de lærer/lærte i skolen. Hvis de da ikke
ER russere, hvad der er en del der er. Blev forflyttet her til i Sovjet tiden. Og hvordan politisk? Hun mener, at det er et problem, at russerne ser russisk TV og bliver præget af propagandaen.

Første indtryk af estisk byggestil

Så får jeg ellers hovedet fyldt med muligheder, som jeg gerne skulle have styr på i løbet af aftenen, så jeg kan lægge den endelige "estiske plan".

Sidder på restaurant Lilli og småblunder efter at have fejret mit nye land med cheesecake.

En meget fin restaurant

Og her efter 18, sidder jeg i køkkenet på Maria Hostel og har købt ind til aftensmad og morgenmad. Nu gælder det planen....

65.65 km
  

Østersøen Rundt 22

24.05.18 Valmiera

Det regnede i går aftes, så jeg var lidt spændt, da jeg hev gardinet op her til morgen. Strålende sol! Har netop book'et næste nat i Valmiera. Det bliver 82 km, men så får jeg nogle mere behagelige dage bagefter. De første 17 km er nok grus - men det er en genvej.

Der har været noget "fancy" over dette sted. 50€ for et værelse, som der godt kan sættes nogle fingre på. Ikke noget tandkrus. Ikke nogen kogekedel og kaffe eller te. Ikke noget ordentligt bord og stol man kan skrive ved. Så havde jeg det jo til gengæld for mig selv, så jeg satte mig bare nedenunder i
sofaen.

Der sad jeg og spiste morgenmad 

Pigen her til morgen afslører sammenhængen. Det er et sted, der har specialiseret sig i bryllupper. Sidste år var det det mest populære sted at blive gift i Letland. Smukke omgivelser med en sø med en lille ø i lige udenfor. Nogle gange sidder man og spiser ude på øen. Der er også en robåd. Jeg tænker bare: myg? Har fået nogle stik her på det seneste. De er også mere almindeligt hotel i sommersæsonen.

Huset set fra søsiden

Det er de særeste steder, man havner.

Spurgte hvordan forholdet er mellem de baltiske folk. Hvad siger man om hinanden? Hendes bedste bud var, at esterne var langsomme og litauerne havde dollars i øjnene.

Jeg spurgte pigen om vejen til Giksi? Den var MEGET dårlig. Kørte hun på cykel der? Ja, en gang i mellem kørte hun turen på cykel. Hun lod ikke til at vide noget om de 22 km's vejarbejde, så jeg tænkte, at værre end det, kunne den vel ikke være?

På billeder ser grusveje som regel tilforladelige ud....

Men ser man nærmere efter.....

Det var den. Allerede straks efter, at asfalten var ophørt, syntes der kun at være to alternativer: sand eller vaskebrædt. Allerede efter en halv km tænkte jeg, at jeg ville vende om, men så tænkte jeg, at den vel ikke kunne blive værre - kun bedre, og så fortsatte jeg. Den blev ikke værre. Men alle mine tanker om vejens beskaffenhed, havde manet skrækscenariet i jorden.

Efter godt 5 km passerer jeg et hus. En hund gør. Er den løs? Ja. Kommer den imod mig? Ja. Men da den ikke går direkte efter anklen - min totalt ubeskyttede ankel - slapper jeg lidt af og taler beroligende til den. Efter 4-5 ture frem og tilbage ved siden af mig, mener den, at jeg er jaget væk.

Én gang kommer jeg til noget med et navn. Ceci, tror jeg. Der er kun ét hus. En bil kører netop ud fra det med retning mod Nitaure. Den første jeg har set. Da jeg passerer huset, hører jeg lyden af en forfærdelig stor hund... Den har gudskelov kæde på.

Så er det ellers bare at nyde det smukke landskab, hvad der er vanskeligt, når man skal have opmærksomheden på vejen hvert sekund. Hastigheden er sjældent over 12 km/t. Oftest mindre. Og ikke noget med at lade den løbe frit ned ad bakke....

Det var betydelig mere bakket end det fremgår her

Efter Giksi kommer overraskelsen: Den gule vej videre er OGSÅ grus. Nå, knap så slem, og jeg møder sådan en vejskraber, der planerer vejen, men kun i den forkerte side. Et par km før hovedvejen begynder asfalten. To forbandede hunde kommer op imod mig fra huset ved hovedvejen, og jeg undviger i venstre side og kører ned ad A2 i den gale side. De optager ikke forfølgelsen.

Vejskraberen

Jeg kører nordpå og til Cesis (udtales [tzesis]) for at spise frokost. Det bliver müsli med mælk, der har overlevet natten.

Der skal være turist info i følge skiltene, men den er sandelig svær at finde. For det første er den dårligt skiltet, og når man så endelig finder den, så er den flyttet. Nå, jeg er stædig, og nu har jeg fået et cykelkort over en rute langs med floden til Valmiera med flere sights undervejs. Den er 5 km længere, men hvad, der er kun 40 km tilbage.

Pigen cykler også, og vi diskuterer problemet med hundene. Hun har aldrig været ude for at blive bidt - og det ER blevet bedre. Så tager jeg en kaffe og en kage det anviste sted og ved præcis, hvor jeg skal finde cykelvejen. Kl. er 14.50.

Hmmm. Cykelvejen.... Først kører man ud af byen til det bliver grusvej, og så står der 5 km til Erglo Cliffs, og det er en bilvej og derfor vaskebrædt. Elendig. Men nu har jeg bestemt mig for at se én af attraktionerne, men 5 km kan være langt....

Den stille flod var det smukkeste

Klinterne ved floden er ikke det store, men da jeg allerede har kørt 5 km ad denne forbandede vej, prøver jeg at fortsætte, for jeg skal kun godt en km tilbage, før jeg skal dreje ned af en anden vej. Den er faktisk noget bedre. Det er ikke mange biler, der kører her.

Vejen er sådan set ok, men også den slutter, og det i en bilvej. Totalt vaskebrædt. Efter en halv km kommer broen over floden, og er man først på den anden side, fanger bordet. Altså kører jeg lidt tilbage, for jeg har set, at der er en lille vej, der kan føre mig tilbage til hovedvejen P20. Til asfalt!
Den er meget sandet, og jeg må trække de første par hundrede meter. Så har jeg også brugt en time ekstra på flere dårlige veje. Nu må det være nok. Jeg ved ikke hvad de tænker på? Kalde det en cykelvej.... Det kan de ikke være bekendt.

Lige da jeg kommer tilbage til P20, er der en ung mand, der passerer på en MTB, og ham hægter jeg mig på. Der er kun 25 km tilbage til Valmiera. Jeg holder mig 10 m bag ham, og han hører musik, så han opdager mig aldrig, men til sidst drejer han fra, og så er jeg alene de sidste 18 km. Bortset fra at jeg er ved at blive kantet af en lastbil og påkørt forfra af en bil, der beslutter at overhale - cyklist eller ej - går det fint nok.

Må lige stives af med en Sneakers.

Kl. 17.55 ruller jeg op foran Cesu Iela 20. Jeg har book'et en seng i et 3-mands værelse hos denne dame, som jeg ikke bryder mig om. Gad vide, om der kommer flere?

Det varme vand er 5 min om at blive varmt. Gad vide om det var slået fra, og hun lige skulle se, om hun kunne få mig til at opgive?

En hård dag. Det var mange km på dårlige veje. Men hovedvejene er heller ikke perfekte, bortset fra belægningen. De kører for hensynsløst og hurtigt.

I morgen kører jeg ind i Estland. Valga ligger lige på den anden side af grænsen. Der skulle kun være 50 km.

Nu er det blevet tid til at gå i seng - det har jeg faktisk følt trang til siden jeg kom - og der er endnu ikke dukket nogle andre op. Men de sidder og ævler inde i stuen, som er lige ved siden af, kun adskilt af en dobbeltdør. I øvrigt står min cykel herinde. Det kostede 2€.

79.15 km

Østersøen Rundt 21

23.05.18 Nitaure

I går prøvede jeg at bestille en billet til færgen hjem fra Klaipeda til 02.06.18. Det gik godt indtil jeg
havde betalt og var færdig, så opdagede jeg, at datoen var blevet ændret til 01.06.18. Og inden da, havde jeg kunnet vælge fri ændring af billet, hvad jeg prøvede, men jeg må have ramt lidt ved siden af, for det blev den anden valgmulighed, der blev markeret. Så tænkte jeg, at det også kunne være lige meget, da jeg jo ikke skulle ændre billetten..... Indtil jeg altså så, at jeg slet ikke havde fået den, jeg ville.
Og så var alting pludselig galt. Fik endelig formedelst 10 € sendt en forespørgsel om ændring til d. 2., men der kom ikke noget svar.

Her til morgen kan man få Guldkorn med mælk. Det er ellers længe siden! Hoveddelen af måltidet udgøres af en omelet af 8-10 æg. Så er der ikke plads til meget mere.

Morgenstemning ved Daugava

Den tynde vej, vi bare kan følge langs floden til vores hovedvej P76, er en grusvej af ringe stand, men vi finder frem.

Den ortodokse kirke i Jekabpils

Og så går det ellers derudaf på skiftende belægninger. Den bedste døber Thomas "Silkehud". Til forskel fra i går snor vejen sig smukt gennem landskabet - og i dag er det tørvejr. Hvad mere kan man forlange?

Ser et storkepar være i gang med rede bygningen i en  el-mast. Senere endnu et par, der endnu ikke er begyndt på byggeriet. De sidder bare på en skorsten og venter øjensynlig på byggetilladelse.

Der bygges

Og posseres

I Sece indtages frokosten ved et supermarked. Videre... Thomas skal med et tog fra Skriveri til Riga, så vores veje skilles i dag.

Omsider krydser vi floden. Det er ikke nogen bro, men en dæmning og et el-værk. Netop før afkørslen til Skriveri standses vi af et tordenvejr og søger ly i en ladebygning ved en kirke, mens tordenen driver over. Regnen vil ikke rigtig stoppe, så til sidst beslutter vi os for at bare køre....

Dæmningen med el-værk

God beslutning, det holder hurtigt op i den retning vi kører. Skilt med Skriveri og et futtog i retning mod højre. Det er på høje tid, hvis han skal nå 14.34. Vi nåede lige at lave regnskabet færdigt i laden. Så er der vejarbejde..... Pokkers.

Et tørvejrs sted

Endelig nærmer vi os banen. Lysene blinker og bommene er allerede nede. Det må være 14.34 de venter på.... Toget ruller ind netop som vi kommer frem til perronen. Og dér er en dør med en cykel på. Desværre høj indstigning. I fællesskab får vi cyklen op, der fløjtes til afgang og toget kører. Vi nåede faktisk dårligt at sige farvel. Det har ellers været super.....


Det er lidt mærkeligt pludselig at være alene igen. Og jeg ved ikke, hvor jeg skal sove. Kunne ikke rigtig finde noget på nettet. Har tænkt, at der nok var noget, de lokale kendte til. Det synes ikke at være tilfældet i Skriveri.

Handler til lidt af hvert og finder et kaffested ved stationen. Det er to gamle koner og stedet ligner noget fra 50'erne. Her taler man ikke fremmede sprog, men kaffe kan hun finde ud af. Jeg ved ikke, hvad de ellers giver sig af med, der er INTET spiseligt. Kaffen kommes direkte op i koppen, og der hældes vand på. Man skal røre temmelig længe, før grumset synker til bunds. Jeg spiser nogle småkager til af "vores".

Nu er der kommet en dame, der synger ind. Nå, det ER vist den samme, som gik og sang både på vej IND i supermarkedet og på vej ud.

Jeg går over på posthuset, for at høre om de ved noget om overnatning? Ingenting. Den syngende dame kommer ind og giver sig til at kæfte op. Forfølger hun mig? Lad mig komme væk. Blev også tiltalt af den lokale drukkenbolt ved supermarkedet.

Altså begiver jeg mig nord ud af byen på vej mod Madliena. Det er en tur på 22 km. Håber på bedre held der. Hvad jeg er lykkelig uvidende om, er, at der er vejarbejde. Ikke bare på et stykke - nej, samtlige 22 km.

Ind i mellem kører man på resterne af den dårlige gamle vej, men det er den rene silkehud mod den jordvej, det ellers er. Der er ustandselig lysreguleringer, som ikke er tilrettelagt for cyklister. Så inden længe blæser jeg på lysregulering og kører bare. Så må jeg køre ud i siden og holde, hvis der kommer modgående.

Vejarbejde de næste 22 km

Dem er der nu ikke mange af. Alle andre end jeg, ved naturligvis at der er vejarbejde, og vælger bedre ruter eller holder sig hjemme.

Undervejs må jeg spurte over stok og sten for at nå forbi en tordenbyge, der skal til at passsere. Jeg når at tage regnjakken på, men slipper næsten tør forbi.

Omsider når jeg til Madliena, der ser lovende ud i størrelse. Prøver i supermarkedet. Den mest engelsk kyndige, bliver hurtigt tilkaldt. Diverse kunder bliver spurgt til råds. Der synes ikke rigtig at være nogen, der ved noget. Jeg bliver stædigt stående. Så bliver en yngre pige tilkaldt. Jeg forklarer igen, at jeg har et telt, hvis det kan hjælpe, og endelig er der én, der mener at vide, at i den næste by, hvor der også er et museum, skulle være mulighed for at slå telt op. Det er kun 5 km til Keipene. Køber lige en kold Cola på falderebet og drikker det meste.

Jeg kører de 5 km. Der er ingen, der ved noget om nogen camping. Og museet er lukket. Der er en mand, der kan lidt engelsk og som prøver at ringe lidt rundt, men uden resultat. Jeg spørger ham, om der mon er nogen, der vil have ondt af, at jeg slår mit telt op på det dejlige græsstykke dér, men det tør han alligevel ikke blande sig ind i, hvad man sikkert ikke kan fortænke ham i.

Sidste mulighed er at RINGE til noget jeg har set på Google Maps. Det er fremme på ruten - men langt. Jeg må have landekoden til Letland, men den kan manden.

Nej, desværre. De har ikke åbent. I mens er manden forsvundet. Jeg prøver nogle andre, der skal have hjælp af nogle halvstore piger på legepladsen. I  det samme er der en velkendt lyd. Det er min telefon, der ringer. Det er damen fra før. Er jeg kun én person? Så kan vi godt finde ud af noget. 15 for et værelse med morgenmad. Jeg gentager: fifteen, og tænker: Kan det være rigtigt? Nå, hovedsagen er at komme under tag. Der er en kedelig tordenbyge, jeg vist ikke kan undgå....

Tordenbyge om bagbord

Men jeg begiver mig ud på de 25 ekstra km til Nitaure efter en Snickers og en tår vand. Klokken er lidt over 18, så jeg forklarer, at jeg først kan være der mellem 20 og 20.30. Undervejs skal jeg passere en by, der hedder Zaube, og der når jeg til uden nedbør. Sætter mig i busskuret og spiser den ene af de to italienske stykker, jeg købte. Så mangler der kun 11 km, men tordenbygen ser ikke ud til at være til at undgå....

På et tidspunkt forbereder jeg mig på regnen. overtræk på styrtasken. Regnjakken på. Kan denne form for besværgelse hjælpe...? Det kan den. Det drypper et stykke tid, men bliver aldrig til mere. Jeg tør ikke kigge op.....

Ankomst til Nitaure.... pyh ha

20.10 ankommer jeg til Nitaures Dzirnavas, en stor hotel agtig bygning, hvor jeg finder hendes "colleege". Det er selvfølgelig 50 og ikke 15, men med morgenmad og WiFi og cyklen kan komme i tørvejr. Det blev en lang dag..... Nu skal jeg under bruseren.

118,61 km

Østersøen Rundt 20

22.05.18 Jekabpils

Ved morgenbordet undrer jeg mig over alle de kopper der står med en lille smule vand i. Skyller man sin kop efter brug? Det lykkes mig at finde én uden vand. Og da jeg skal til at hælde kaffe i, opdager jeg hurtigt, at det er vand der kommer ud. Dér var forklaringen. Jeg var ikke den eneste. Kaffen laver
de på en maskine ude i receptionen.

Der er ikke müesli, så det bliver corn flakes med mælk. Det er ellers længe siden. Og så er der pandekager. Jeg ender med at spise 3. Tror de er gode at køre på.

Det drypper allerede, da vi laster cyklerne, men det bliver ikke til så meget. Thomas har lagt en rute ind på Garmin. Vi skal følge hovedvejen, indtil den bliver til motorvej. Det drypper fortsat, men vinden er i ryggen, så det går pænt derudaf!

Der var et kolossalt stort fort uden for Daugavpils

Da vi ser vejen, vi skal dreje op ad, tager det ikke mange hundrededele, at blive enige om, at vi fortsætter. Det er en smal grusvej, der forsvinder ind i skoven, og det er ikke blevet rigtig motorvej, men en vej cykler sagtens kan køre på.

Regnen tager til og tager af på skift. Hovedvejen har to spor i hver retning OG vigespor, men også med steder, hvor man kan vende. Vi holder os i vigesporet. På grund af den høje fart, har vi hurtigt kørt de første 30 km, og netop som vi bliver enige om at spise frokost, dukker et overdækket
busstop op.

Vi har smurt en sammenlagt ved morgenbordet og har stadig pølse og ost fra sidst.

Frokost i det "grønne"

Vejen går bare lige ud, og trafikken er faktisk overraskende sparsom. Det er trods alt vejen mellem Letlands to største byer. Vejens beskaffenhed er svingende, men i det store og hele ok.

Da vi igen har brug for et hvil, dukker en tankstation op, hvor man naturligvis kan få kaffe. Kaffe og chokolade. Vi er vist allerede her enige om, at planen med at køre til Livani og vente på toget der, skrinlægger vi. Med denne fart klarer vi de 90 km i løbet af sen eftermiddag.

Regnen tager til. Mine bukser, der nåede at tørre på tankstationen, er lige så hurtigt våde igen. Men jeg fryser ikke, selv om det er korte ben og bare fødder i sandalerne.

På vejen kommer vi forbi en stork. Den står helt stille lige ved siden af vejen. Så stille, at jeg tror det er en figur, men i det jeg passerer, rør den lidt på sig.

Storken ved vejen

Vi kommer til Livani og finder formentlig byens eneste konditori. Kaffe igen - og kage. Igen bliver man nogenlunde tør - men.... Nu er der ingen tvivl, vi kører hele vejen til Jekabpils.

Ejendomme fra russertiden i Livani

Holder et par pauser mere, men efter den sidste, drejer vi næsten øjeblikkeligt fra mod "centrs" og allerede fra vejen her, kan vi se et hotel på den anden side af floden. Det må være dét!

Finder frem til noget, der ligner et hotel fra Sovjet-tiden, men der er hvad der skal være. Som om hun er synsk, siger hun straks, at nu skal hun vise, hvor vores cykler kan være. Jeg havde lige glemt, at jeg havde skrevet, at vi gerne ville have vores cykler ind, hvis det kunne lade sig gøre.

Russer-hotellet

Der er en restaurant i den ene ende af bygningen og hotel i resten, men de har intet med hinanden at gøre. Der er også en del spisesteder i downtown, men vi ønsker ikke at cykle mere i dag, så vi tager restauranten. De har ikke øl! Vi er over champagne (lettisk bl.a.) men de er alle søde, så det ender med en spansk cabernet savignon til 12 € for en flaske. Passende afslutning på den fælles tur, for Thomas tager toget til Riga i morgen, når vi når frem til Skriveri, og jeg bliver der.

Vi bor ved floden Daugava

93 km

Østersøen Rundt 19

21.05.18 Daugavpils

Denne nat er der ingen sang. Der er i det hele taget bare stille. Som der nu er dybt inde i skoven. Vi nyder vores havregryn med mælk om morgenen og finder noget sukker til at forsøde tilværelsen lidt. Så vasker vi op og forlader huset. Nøglen under måtten og en opringning til værtinden, om at vi kører nu. Så kommer far og mor nok om lidt og ordner det nødvendige.

Huset i skoven

Der viser sig "kun" at være lidt over 4 km tilbage til hovedvejen, men vi må trække op ad de dårligste stykker. Det gik bedre med at komme ned.

Et mål undervejs er byen Visagina. Selve byen Ignalina er vi kommet uden om, men det er jo den, der gav navn til atomkraftværket Ignalina i sin tid. Det blev endeligt lukket i 2009, efter at Litauen var blevet medlem af EU (Vistnok i 2003). Efter Tchernobyl ulykken i 1986, var der meget omtale af de øvrige RBMK reaktorer og Ignalina var den, der lå tættest på os i Norden.

Da værket i sin tid blev bygget, byggede man også en by til arbejderne, hvor af en del var russere. Den ligger vel 10 km fra værket og hedder altså Visagina. I.flg. Lonely Planet skulle den være "det mest sovjettiske man kan finde udenfor Rusland".

Byen var ikke specielt grim

Det var en mindre omvej, som vi enedes om at tage. Det kom til at passe med at vi var fremme kl. 12, så vi kunne spise frokost. Der var et center, hvor der, i følge en ung mand, skulle være en restaurant i overetagen. Det var der også, og vi fik en udmærket ret: pandekager med fyld af kylling og grøntsager i karry. Og en stor øl. Jeg plejer normalt ikke at drikke øl midt på dagen på mine cykelture, men det har ikke voldt problemer. Når vi holder os til normal styrke.

Russiske boligblokke i Visaginas

Boligblokkene, som Lonely Planet nærmest fandt eksotiske, var ikke SÅ grimme. Men er måske blevet forskønnet i tidens løb. Der skulle bo mange russere og de ældre damer bag ved os talte da også russisk. Nu hvor der ikke er noget værk at arbejde på, forsøger byen at markedsføre sig som turistby.

Som så mange andre af byerne her, ligger den ved en smuk sø. Og så forsøger man at gøre alt andet end boligblokkene pænt. Så der var gang i vejarbejderne.

En stor del af dagens program

Næste etape var til Zarasai. Hovedvejen var temmelig lige kun bakkerne udgjorde variationen. Vi så ikke lige nogen cafe'er i byen, men vi så et turistkontor, hvor de kunne fortælle, at på den anden side af pladsen var der en restaurant, der havde en terrasse med udsigt over søen. Som denne by naturligvis også havde. Der drak vi kaffe og fik nogle meget flotte kirkebær kager.

Udsigt fra terrassen

Tredje og sidste etape var til Daugavpils, som ligger i Letland og er landets næststørste by. Domineret af en russisk befolkning.

Altså måtte vi krydse grænsen. Der var ingen form for kontrol. Efter mere lige vej med bakker, blev der lidt mere fladt på det sidste stykke.

Pludselig var vi i Letland

På vej mod Daugavpils

Thomas havde plottet hotellet ind på ruten, men det sidste stykke, kunne vi se, at vi kunne skyde genvej. Endnu en stjerne til Garmin. Floden her, som vi krydsede over, hedder Daugava og der er kun én bro, og på stykket til Riga er der kun en håndfuld i alt.

Hotellet med sine 3 stjerner er udmærket. Og til 40 € for et dobbeltværelse med morgenmad og WiFi. Vi begav os til turistkontoret, som desværre havde lukket et kvarter før. Så direkte til stationen. For at undgå en 100 km tur i morgen til Jekabpils, ville vi køre et stykke med toget. Desværre var der kun 2 tog, der standsede ved de stationer, vi kunne tænke os at stå af ved, og de kørte enten for tidligt (ingen morgenmad) eller for sent (køre det sidste stykke til Jekabpils sent om aftenen).

Kom lige forbi endnu en kirke

Så fandt vi restauranten, som pigen i receptionen havde anbefalet. Det viste sig at være nede i en kælder. Temmelig fancy. Gamle filmplakater fra Borte med Blæsten, Ingen er fuldkommen på spansk
og lignende på den ene væg. Nogle "vinduer" med silhuetter på den anden og et lysbilledshow med gamle lettiske postkort på den tredje. Vi hørte ikke russisk her. De kommer nok andre steder.

Restauranten

Bryggede en ny plan sammen om i morgen. Vi cykler bare som planlagt og i en af byerne sætter vi os til at vente på det sene tog, der fører os til Jekabpils.

88.61 km i alt  ca. 82 her til