Dag 3
Vi er oppe omkring 7.30. Igen har der været kontroverser i nattens løb. På et tidspunkt forsvandt tæppet nede ved fødderne, og da jeg prøvede at trække det lidt til mig, var det ikke muligt. Jeg lå nogen tid, før jeg gav mig til at undersøge sagen nærmere. I halvmørket - vi har en lille lampe brændende i entreen for at kunne finde på toilettet om natten uden at vælte alt muligt - kunne jeg se at tæppet var låst mellem Henriks ben. Der skulle et kraftigt hiv til at frigøre det. Så kunne jeg lægge mig til at sove igen.
Her til morgen synes Henrik, han har sovet dårligt. Været vågen flere timer.... Det var ikke lige der, hvor jeg var vågen i så fald.
Vi nøjes med det yougurt der er tilbage, så behøver vi ikke at køre til Lidl her til morgen.
Der er trængsel på morgenbordet, når værtindens udvalg af sex-accessories også skal være der
Vi har allerede hørt nok om Trump's store sejr, en aftale, som ingen tilsyneladende er utilfredse med. Så kan vi måske slippe for at høre mere om hans ønske om at eje Grønland?
Militärhistorischer Museum er dagens væsentligste programpunkt. Det skulle være spiseligt for selv pacifister. Pernille har vist sine tvivl, men de bliver gjort til skamme. Efter at have indleveret tasker og overtøj i garderoben er vi klar til "kamp". Vi bliver mødt af en ung mand, der tilbyder at introducere os til museet. Om det er ham er en af os, der får det til at handle om "Dyr i krigens tjeneste", husker jeg ikke.
Det er Liebeskind der har vovet at lave denne bygningsmæssige tilføjelse
Han er ikke bare pædagogisk, men også engageret. Det bliver en forrygende start på vores besøg. Vi går lige en runde hver især for at finde ud af, hvilke dyr, vi gerne vil høre om. Efter hukommelsen drejer det sig om: Elefanter, Dromedarer, Løver, Får, Geder, Hunde, Katte, Duer, Bier, Gæs og Vildsvin.
Gæssene blev hovedsagelig brugt som vagtposter. Helt fra antikken af. De er territoriale og skræpper op når nogen nærmer sig. Lader sig ikke lokke på afveje som en hund kunne af en god bøf. Vildsvinet blev brugt på Hannibals tid, til at skræmme elefanter. Oversprøjtet med noget brændbart kunne de omdannes til levende ildkugler, der kunne tage pippet fra enhver elefant.
En ikke mindre grusom ting var brugen af hunde i 2. Verdenskrig, hvor tanks var blevet almindelige. Hvordan uskadeliggør man en tank? Undersiden er dens svage punkt, så anti-tank miner er en mulighed. Men der er det bælterne der skal udløse sprængladningen. Men med en hund bærende på sprængstof kan man komme helt ind under køretøjet. Hunden bliver trænet i at finde føde under tanks. Men for at være sikker på at den virkelig gør det, sulter man den på forhånd. Bestialsk - ikke?
Med sprængstoffet på siderne og udløsermekanismen på ryggen
Benjamin, som guiden hedder, tager os også med hen til en af de første kanoner. Jeg undlader her, at gå i detaljer omkring den, men det omhandler teknologisk udvikling i slutningen af Middelalderen og hvordan nye jobs opstår. Den kunne kun skyde 2 skud pr. dag. Det er der selvfølgelig en historie bag.
Da han slipper os, er vi udmattede af at kommunikere på engelsk med en tysker i lang tid, og enes om at gå hver for sig den næste time.
Jeg prøver at få lidt overblik over de forskellige afdelinger. Der er stue + 4 etager og noget er i Liebeskind's nye del, så det er ikke helt let.
Da vi endelig forlader stedet, er der ingen tvivl om, at vores guide gjorde det til et uforglemmeligt besøg.
På vejen videre støder vi på disse små biler, som åbenbart er en køreskole
Vi bevæger os tilbage mod äussere Neustadt, hvor der skulle være et lidt alternativt miljø og steder som Kunsthofpassage, som vi ender i. Der er noget, der hedder Lila Sose, vist oversat til Lilla Sovs, hvor vi får noget at spise. Jeg har mest lyst til kaffe og kage, men der er kun dessert, så jeg ender med en kirsebærparfait og en cappucino.
Min dessert
Så går vi lidt rundt i området. Der er mange turister, hvoraf mange lyder til at være tyske.
Sidste punkt på dagen skal være en cykelrundtur Pernille har fundet i en app hun har. Den bygynder ikke langt fra den Militære museum, så der kører vi tilbage til.
Det bliver en overraskelse. Vi kommer direkte fra bymæssig bebyggelse og kører efter få hundrede meter nede i en skovklædt kløft. Kører man ned - og det gør vi til en vandløb - skal man som oftest op igen, og det skal vi. Vi kører nogle kilometer, men i sidste ende er Henrik ikke så glad for det, han har også den cykel, der er mindst duelig i sådan noget terræn, der skifter mellem alm. skovsti og gamle østtyske betonveje, der ikke er rettet til de sidste 65 år.
Så vi ender med at afbryde turen, og køre ud (op) til en hovedvej mod Dresden. Herved kommer vi igennem Silicon Saxony, som industriområdet kaldes. Det er en af de mere positive erhvervsmæssige ting i Sachsen, at man har haft succes med at satse på ny teknologi.
Herfra kører vi hjem.
Om aftenen er Henrik og jeg nede at spise på hjørnet på en Döner. Jeg får Spaghetti Carbonara, som lige mangler det rigtige pift: Stegt bacon. Det er ikke helt det samme med en halvkedelig skinke.



















