Alte Grenze Dag 1

 

Grossen See 24.08.22

Uret ringede 04.45. Da var jeg i dyb søvn, så det nåede til sine hidsige bip-bip-bip, før jeg fik det stoppet. Så var der 45 min til at blive klar. Det viste sig at være lige i underkanten, men af sted kom jeg og landede hos Bent omkring den tid, hvor vi skulle køre fra ham.

De eneste gange jeg kører meget tidligt med toget, er når jeg skal nå 6.26 fra Hovedbanen mod Bornholm. Så er klokken kun  lidt over 5, og da er der ikke mange med toget. Men anderledes nu, hvor den er 6.04. Toget fyldes hurtigt, men der er en velsignet ro. Ingen tåbelige telefonsamtaler at overhøre. De eneste der ytrer sig er Bent og jeg i lavmælt samtale.

Alle er planmæssigt ankommet til tiden og vi går hen for at se, hvad spor Hamborg-toget kører fra. Spor 5.

Der er høj indstigning i toget, så vi hjælpes ad med cyklerne. Allerede her på Hovedbanen er toget godt fyldt. Vi skal standse i Ringsted, Odense, Kolding og Padborg. Toget kører af den nye Ringsted-bane, så det er første gang, jeg ser hvordan landskabet tager sig ud set ”indefra”.

Toget blev fyldt - ikke kun med passagerer

Det går strygende. Når man ikke skal skifte, som vi har gjort de foregående år, føles det bare som et øjeblik at køre til Hamburg.

I Tyskland skal man ”maske tragen” i den offentlige transport. Jeg havde taget en maske med, men ikke fordi jeg vidste det med den offentlige transport.

Vi passerer den legendariske bro over Kieler-kanalen og senere Neumünster.

Planmæssig ankomst til Hamburg, hvor vi finder Adenauer Alle og drejer ved Kreuzweg. Så er det bare mere eller mindre ligeud i lang tid. Jeg får afprøvet navigationen. Jeg har lavet ruter til alle dagene og foreløbig følger vi den første. Det er en god hjælp på vej ud af en stor by. Vi standser ved et mindre supermarked og provianterer til i morgen tidlig. Plus 4 øl til når vi kommer frem.

Der viser sig også at være en kaffe-automat i indgangen, så vi holder lige en kaffepause, inden vi fortsætter.

Sejrsgudinden på en "Siegissäule" i en rundkørsel

Omsider når vi ud af byen og cykelstien bliver bedre. Det er varmt. Et sted på vej ud af byen sagde den 29 gr. Der er en del træer og skov og dermed skygge. Men selv i skyggen, mærker man varmen. Selv et stykke udenfor byen, støder man på de evindelige løbehjul, der vist præger alle storbyer i Europa. Tilsyneladende parkeret til hvis der tilfældigvis skulle komme en forbi.

En sjælden pause

Til slut kører jeg for langt. Strandweg, viser det sig, går ikke ud til hovedvejen og den lille stump vej vi skulle have været ind af, har ikke noget navn på Google Maps. Men Pernille har spurgt nogen, som vil vise os vej.

Guiden viser vej - som næsten er blokeret

På den måde kommer vi til Strandweg, men at finde 28A er ikke så let. En mand jeg spørger forklarer, hvor det er, men hans fagter er lettere misvisende. Til sidst lykkes det dog. Nøgleboxen er der og virker, så vi hurtigt står med nøgler til 2 af de 3 værelser, der er i huset.

Vi snakker lidt efter med en gammel mand, der dels viser sig at være dansker, dels være far til damen, der ejer huset. Han er 93. Blev i sin tid gift med en tysker og de bosatte sig i Tyskland, hvor kan uddannede sig til massør efter ellers at have arbejdet i landbruget indtil da. Han er spændende at snakke med.

Tiden løber, men vi når øllen – som stadig er halvlunken, øv - men vi når ned til badesøen i nærheden og får en dukkert. En perfekt afslutning på en varm dag.

Bare 500 m væk skulle der ligge en restaurant, der har åbent 16-20. Vi går derhen og får hvad vi kom efter: mad. Jeg spiser en vegetarisk pastaret med soltørrede tomater. Den hedder noget med Kräuter, men bortset fra nogle svage grønne spor, er der ikke meget krydderurt over den. Men de soltørrede tomater er der nok af – og de smager igennem.

Min og Bents ret

Selvfølgelig kan man kun betale med ec-kort - eller kontanter. Men vi er forberedt.

Senere på aftenen bliver også den 3. lejlighed oppe under taget besat af en hollandsk familie.

Nu er det på tide at gå til ro. Klokken er 21.45.

 

35.44 km

Endnu er mindeværdig hjemtur

Det er tirsdag d. 16.aug. 2022 og Postnord Danmark Rundt har kørt den første etape med mål i Køge.

På Vordingborgvej ved Primulavej. De lokalkendte vil vide, at det er tæt på, hvor jeg ofte befinder mig. Så jeg skulle naturligvis også se cykelløb.

Det er en stor logistisk opgave at arrangere et løb af den størrelse. Beboerne i hele Hastrup-området blev adviseret i e-boks allerede en måned før. Rytterne skulle nemlig køre 3 runder på en rundstrækning, der ville ”afskære dem fra omverdenen” 15-17. De lokale busser ville være omlagt en del af dagen, det måtte man selv orientere sig om på kommunens hjemmeside. Men dagen før kunne man også læse på stoppestedet, at 102A ville være omlagt 7-22. Det er den bus jeg normalt benytter mig af, når jeg skal hjem til Bornholm. Jeg kunne godt finde ud af, hvor den ville køre, men om man ville kunne stå på, hvor jeg i givet fald kunne tænke mig det, kunne ikke opklares. Og det ville også blive meget længere at gå. Så jeg besluttede mig for et alternativ med 101A. Så skulle jeg af sted 20 min før, køre helt til Køge Nord og så tage et IC-tog til Hovedbanen. Og kunne nå et tog FØR det sidste, der passer med min færge i Ystad. Og da det er SIDSTE færge kl. 22.30, giver det god mening at nå både Øresundstoget og Pågatoget FØR det sidste.

Alt gik planmæssigt. Det var første gang jeg kørte til Køge Nord for at komme til København, så jeg anede reelt ikke, hvad vej bussen ville køre. Spændende. Den viste sig at holde på østsiden, det er der, hvor Ringstedbanen er. Fint.

Det gik stadig planmæssigt og Øresundstoget kørte til tiden. Så langt så godt.

I lufthavnen blev toget proppet med svenskere, på vej hjem fra ferie. Jeg forstod på deres samtale, at der var uregelmæssigheder med togdriften i Sverige. Man kunne ikke komme mod Lund. Der var én som ”hadde hoppat” som de udtrykte det. Toget ville kun køre til Malmø C. Jeg undrede mig lidt, for der havde stadig stået Hässleholm, da jeg steg ind i det. Men jeg skulle jo heldigvis den anden vej!....

Uregelmæssighederne begyndte på Øresundsbroen, hvor vi holdt et par minutter udenfor nummer. På Hyllie kom jeg til at løbe for at nå mit tog (FØR det sidste), der holder ovre på den anden perron.

Det kunne jeg have sparet mig. Togdriften var generelt ramt af en ”olycka” som der stod på tavlen. Toget til Ystad og Simrishamn kommer åbenbart normalt fra Lund eller længere oppe, så der var endnu ikke noget tidspunkt på dem. Det gjaldt både det næstsidste og det sidste tog.

Tiden gik…. Første tog skulle være kørt 20.45 og det sidste 21.15. Begge tidspunkter var overskredet. Belært af tidligere erfaringer søgte jeg efter andre på vej til Bornholm. Jeg fandt én, en læge med halvtidsstilling på Bornholm. Så ringede jeg til Bornholmstrafiken og bad dem advisere Ystad om, at der var to togpassagerer, der nok ville komme lidt sent.

Der kom så endelig tidspunkt op for toget: 21.37. Det første gjaldt det sidste tog, det andet blev bare aflyst. Turen bør tage 43 min, så vi ville i bedste fald ankomme 22.20, som er det tidspunkt, hvor dørene lukkes…. Men nu var de jo adviseret?

Vi havde hele tiden været enige om at tage en taxa om nødvendigt. Ifølge tavlen skulle der OGSÅ afgå et tog 21.45, som vi IKKE ville kunne nå det med.

Da den var 21.38 og der ikke var kommet noget tog, var det tid til en hurtig beslutning: TAXA. Jeg var lige ved at tro, at det var irakeren fra sidst, men ham her var fra Afghanistan. ”Jeg er IKKE araber”, som han udtrykte det. Det der er et fedt for os, er det BESTEMT ikke for dem. Jeg begynder at ane et generelt had mellem de arabisk-talende og de farsi/dari-talende…?

Det gik rask af sted så længe vi var på motorvejen, der går til omkring Svedala. Så var der problemer, en større ophobning bag en lastbil og vejen er skiftevis én og to-sporet. Fra sidst kendte jeg trick’et med at bruge Google Maps, til at estimere tiden. Det så ud til vi ville ankomme 22.27…. Hmmm….

Jeg ringede igen til Bornholmslinjen og fik fat i hende i Køge. Hvis jeg ville ringe op igen, skulle hun nok lade være med at tage den, og så burde der stadig være nogen på kontoret i Rønne.

På den måde fik jeg fat i den samme som tidligere. Jeg satte ham ind i situationen. Eftersom vi nu sad i en taxa, ville vi MEGET NØDIG misse færgen! Det så ud til det blev meget snært, og han fralagde sig straks ethvert ansvar. Det var suverænt kaptajnens afgørelse.

Nå, til sidst var vejen fri, så chaufføren kunne holde 130-140 km/t som jo er en del over den tilladte hastighed på 100 km/t. På den måde kommer man hurtigere frem end Google fortæller én, så vi nåede frem 22.19 og efter behørigt at have takket chaufføren – min makker havde allerede betalt ham på vejen – styrtede vi ind til skranken. Om vi var dem, der havde ringet? Lige præcis.

Tilbage stod kun, om de havde lukket dørene…? Men allerede på trappen så jeg, at der stod én fra personalet og ventede på os. Også færgen var blevet adviseret. Point til Bornholmslinjen – for en gangs skyld.

På færgen fik jeg betalt min andel via MobilePay. Han sagde, at han vidste med sig selv, at han ikke ville få forsøgt at få beløbet refunderet, så jeg overtog kvitteringen med løfte om at JEG nok skulle gøre noget ved det.

Han syntes det var så rørende billigt, at det ikke rigtig var umagen værd. De tjener for meget, de læger!

1024 s.kr. som fast pris uden taxameter. Det blev 724 d.kr. og altså 362 til hver, for at køre 60 km i taxa. Det er heller ikke galt.

Jeg er STADIG aldrig strandet i Ystad……

Berlin 2022 Dag 4

 26.03.22

Dagen starter lidt uventet. Burghard har smerter i brystet og vil til lægen. Jeg forstår først ikke, hvad det er for en sygdom, han taler om. Men efter nogen tid når vi frem til noget. Helvedesild. Det er muligt at komme til lægen på en lørdag. Han forsvinder mens jeg sætter mig til at beskrive gårsdagens hændelser.

Daniela spørger, om jeg stadig vil låne hendes cykel? Jo, hvis det ikke er for meget besvær. Det synes det at være, for det er Burghard, der ved, hvor værktøjet er, hvis sadlen skal sættes op. Vi tager den heldigvis op fra kælderen først, og den passer noget nær perfekt. Det er heller ikke nødvendigt at pumpe.

Så kommer Burghard tilbage og Daniela bliver sendt af sted til apoteket, så jeg må lige vente lidt på cyklen.

Ved 12-tiden kommer jeg af sted. Det tager ikke et kvarter, at cykle til Teknikmuseet.

Bortset fra denne montre ved indgangen, var der ikke meget for børn

Jeg orienterer mig lige lidt og går så ned i cafeen for at spise frokost. En sandwich og en cappucino, er jeg så oppe på 10 € (grænsen for at betale med kort). Nej. Så må jeg også have et stykke kage, og så går det.

Jeg begynder i den nye bygning, hvor jeg ikke var sidst. Skibe nederst, så balloner og fly og endelig rumfart. Det er gennemgående en skuffelse. Rumfarten er ikke åbnet endnu. Det mest interessante er verdens første 2-trins raket, som man arbejdede på under krigen, men som aldrig kom til at spille nogen rolle, da den delvis skulle styres fra jorden og det voldte for meget besvær.

Så er jeg ovre ved jernbanedriften. Mange steder, er der trapper op, som er spærret. En stor del er midlertidigt lukket, men der var jeg heldigvis sidst. Men modelbanen kører ikke!!! Og i afdelingen oven på er der for trangt, så dér er lukket på grund af Corona….

Så er der skilt til et bryggeri ud gennem en dør. Det viser sig at være lukket. Den besked kunne vel også have stået på døren ud? Nå, nu jeg er ude, tænker jeg, jeg lige så godt kan gå rundt om bygningen for at komme tilbage til hovedbygningen. Desværre – da bygningen er rund opdager jeg først, der er spærret efter et par hundrede meter. Men så kan jeg da advare de næste mod at gå den vej. Det er pil nedad for skiltning.

Masten fra skibet nedenunder var for høj

Der er kun én bil. Resten har de utvivlsomt på bilmuseet, som jeg aldrig har hørt om. Måske har mærkerne hver deres?

Hvad er det? En bil, en sporvogn, en bus?

Jeg tager en ny kop kaffe i cafeen, før jeg igen vender snuden hjemad. Nu er det ingen sag, at finde vej. Da jeg stopper for at tjekke med Google, er det netop stedet, hvor jeg skal dreje op mod Orinienplatz.

Berlin 2022 Dag 3

 26.03.22

I dag købte jeg en 24 t billet til de offentlige. Tænkte jeg ville se nogle af de steder, jeg havde været før. Man kunne betale med VISA i automaten. Ikke som kaffestedet i går: ”Nur bar geld…” Og så har de jo det her EC-kort som ofte er det eneste betalingskort, der dur.

Var på vej til Brandenburger Tor, men stod af ved Alexanderplatz. Dén lignede sig selv. De var dog ved at lave noget mere gågade ned mod Rote Rathaus.

Berlin, Alexanderplatz 2022

Så kørte jeg til Brandenburger Tor og gik ind på turistkontoret for at få et kort. Kunne få en U-bahn oversigt gratis, men det havde jeg allerede fået med fra Burghard, så jeg købte et kort for en euro, hvor der også var en nyere U-bahn oversigt. Der er kommet en ny linie til, der af stop ved både Friedrichsstrasse, B. T., Reichstag og Bundesamt eller hvad det nu hedder.

Der skulle øjensynlig være koncert i aften som der også skulle sidst jeg var her. Men jeg tænker, de har manglet i hele Corona-perioden.

Også Berlin har fået løbehjul

Så ned mod Siegissögle, hvor guld ørnen nærmest blændede mig i solen. Så vendte jeg om, og gik den anden vej ned ad Unter den Linden. Man var i gang med at bygge et nyt Willy Brandt center, som indtil vidrere åbenbart befandt sig et andet sted.

Ved Friedrichstrasse drejede jeg nordpå mod Oranienburger Strasse. Ved et par sideveje holdt der motorcykelbetjente og standsede nogle af bilisterne, der ville dreje af. Gad vide hvorfor? Forklaringen kom senere.

Oranienburger Strasse var ukendelig. Som jeg husker den var der masser af kondemnerbare huse, der var mere eller mindre besat. Nu var der kun én ejendom, som enten skulle rives ned eller have facaden pudset op. Måske nye ejerlejligheder til skyhøje priser? Resten var nyt i glas, stål og beton.

Så fandt jeg på at tage til Denkmal für den Mauer. Kunne først ikke huske, hvad gaden hed, men efter at have studeret kortet, kom det: Bernauer Strasse.

Den bemærkelsesværdige runde bygning viste sig at være en kirke

Ankom fra den anden side i forhold til sidst. Der var meget passende en cafe med et toilet i tilknytning til  ”Museet”. Jeg tror også det var der sidst, men da var jeg ikke inde. Jeg spurgte, om det kostede noget? Nej, alle tyske Denkmals var gratis, belærte han mig om.

Her var murens historie igen. I al dens grumhed. Alle historierne om, dem det lykkedes at flygte – og dem der måtte lade livet. Og enkelte det lykkedes for, men senere blev kidnappet tilbage til hårde fængselsstraffe.

Fra toppen af bygningen kunne man se over på det gamle ingenmandsland. Lidt henne til venstre var resterne af fundamentet til en af de bygninger, der havde ligget ud til grænsen, og hvor folk i starten blot behøvede at springe ud af vinduet for at komme ind i vesten. Senere blev vinduer og døre muret til og til sidst blev husene revet ned.

Et stykke ingenmandsland og Berlin's skyline set fra Bernauer Strasse

Efter at have brugt meget tid både på den ene og den anden side af Bernauer Strasse, tog jeg videre til Potzdammer Platz. Ifølge kortet skulle der være et udsigtspunkt i et af de nye høje huse der. Med Europas hurtigste elevator.

Meget syntes forandret i området. Der var kommet en grøn korridor skråt sydpå med en masse nye røde blokke ved siden. Jeg husker dem i hvert fald ikke. Området var også længe Tysklands største byggeplads.

Her VRIMLEDE det med politi. Vrimlede er måske ikke det rigtige ord, for de stod alle sammen og hyggede sig ved deres biler. Jeg spurgte en af dem, om de altid var så mange her? Nej, der havde været en ”Sammlung”, tror jeg han sagde, altså en demonstration, som de havde skullet tage sig af. Nu ventede de vist bare på at det skulle blive tid at køre hjem. Det må have været det motorcykelbetjentene tidligere gjorde parat til.

Senere så jeg på en station en pige med et skilt "I hate you Putin", så jeg tænkte, det nok var mod invasionen - som det ikke må hedde i Rusland, men senere fortalte Daniela mig, at det var klimaet, det havde drejet sig om.

En grønne bakke, der løb ned skråt sydpå, var stejl på den ene side og fladede langsomt ud på den anden. Det var ikke tanken at man skulle kunne komme op på den stejle side?? Hvorfor dog ikke? Nu var der så i stedet de uordentlige små stier folk laver, der hvor det er praktisk at gå. Jeg fulgte bakken på toppen og videre ned mod floden. Dér var der pludselig noget bekendt ved stedet. Jeg var sikker på, at det tekniske museum, hvor jeg gerne vil hen i morgen, lå lige i nærheden.

Det røde bygningskomplex lige overfor var Polizei Amt, men lidt længere henne kom det så. Jeg kunne se DC-3’eren dykkende ned fra taget på lang afstand.

Der er også en Vesta's vinge som blikfang ved museet

Så besluttede jeg at tage tilbage til udsigtspunktet. Nu jeg var her, ville det være dumt ikke at prøve Europas hurtigste elevator.

Det var nu ikke så nemt at finde. Kortet angav ingen adresse kun en placering, der passede nogenlunde med Sony centeret. Dér fandt jeg også det første skilt. Umiddelbart kunne man tro man skulle lige frem, men at skulle gennem en SPAR for at komme til det….? Om igen. Efter yderligere nogle svært tilgængelige skilte nåede jeg frem til billet salget. Elevatoren var ikke nogen speciel oplevelse. Hele operationen tog 20 sek. Og den kørte med 10 m/s, men man mærkede det ikke. Ingen kraftig acceleration.

Har man været i Fehrnsee Turm er der ikke noget nyt her. Kun er det svært at tage billeder ud gennem gitteret. Der må være en del, der taber deres telefon her? I værste fald ryger den vel alle 89 etager ned? I bedste fald lander den på afsatsen udenfor gitteret.

Jeg tror, jeg kørte hjem her fra. Da jeg igen stod på Oranien Platz, var det blevet til over 20.000 skridt. En herlig men også trættende dag.

Berlin 2022 Dag 2

 24.03.22

Det er en helt fantastisk forårsdag. Jeg ville gerne til Potsdam, og havde tænkt mig bare at købe et dagskort til de offentlige, men Burghard og Daniela vil gerne med, så vi kører derud i bil. Det er ellers ikke noget, der sker ofte. Hvad skal man også med en bil i Berlin med den berlinske trafik.

Vi stopper først ved Glienicker Brücke, hvor de berømte spionudveklslinger foregik i den kolde krigs tid. Jeg har været her før, men denne gang GÅR jeg over.

Glienicker Brücke

Alle vil have kaffe, men her er det ikke alle steder, der har åbent udenfor weekenderne. Efter i noget i retning af ti minutter om at dreje til højre, lykkes det til sidst at få parkeret og finde Bryggeriet ”Mejeriet” – oversat til dansk. Der er både en indvendig serveringsafdeling og en udendørs, hvor man selv køber og tager med. Og er der noget man ikke forstår, skal dronningen af bryggeriet nok fortælle én det. Hun koster rundt med alt og alle.

Cappucino, kan man ikke få, men maskinen kan lave en Milchkaffee, der ligner til forveksling. Von Kuchen haben Sie keine. Det er fortryllende at sidde og se ud over en af de mange søer.

Behørigt påklædt til at gå ind på toilettet - maske efter tysk standard

Så går vi hen forbi Cecilienhof, der er stedet, hvor Potzdam-konferencen fandt sted. Sidst var jeg ved Wannsee-konferencens arnested, altså den, hvor jødeudryddelserne blev besluttet. Her tæt på blev slutkapitlet til krigen så skrevet af Churchill, Roosevelt og Stalin.

Cecilienhof

Ringen er sluttet. Kedeligt at vi har gang i et nyt krigskapitel, der på mange måder minder om det forrige. Mennesket bliver åbenbart aldrig klogere?

Jeg genkender steder fra sidst jeg var her. Dér sad vi og spiste, og dét antikvariat var vi vist inde i. Den er i Holländischer Viertel de mest turistede gader ligger. Men turister er der ikke mange af nu.

Daniela skal mødes med én, så Burghard og jeg fortsætter til slottet Sanssoucis, hvor jeg husker det kinesiske tehus og gerne vil gense det.

Hele parken inklusive tehuset er klædt i sin vinterdragt. Alle statuer bliver åbenbart skærmet for vinterens kulde.

Et vinterklædt the-hus

På hjemvejen skal vi lige forbi nogle ukrainske flygtninge, som Burghard er blevet involveret med. Det er en mor, Tatiana og hendes to børn. De bor hos en arkitekt, der bor i et minus energi hus. Der altså producerer mere energi end det selv behøver. Arkitekten er nu ikke hjemme. Ham jeg først tror er arkitekten er bare en, der også bor der, fordi han og konen har lavet lejlighedsbytte med en fransk familie fra Paris, så da han af en eller anden grund er hjemme, har han ikke noget sted at bo.

Tatiana taler kun ukrainsk, så de kommunikerer ved hjælp af Google Translate. Man kan også indtale det man vil have oversat, så siger telefonen det på det valgte sprog. Det er om deres registrering, sygesikring, skolegang m.v. Er alt nu i orden.

Drengen Nikita på en 10 år går åbenlyst og keder sig. Var ude i haven og sparke lidt til en bold. Så jeg går ud med ham og spiller fodbold. Der behøver man ikke at tale.

Vi bliver også budt på mad. Bare en lille tallerken med stegte kartofler og noget salat. Det smager fint. Jeg ender som vegetar inden jeg er hjemme. I går spiste vi stegte rodfrugter med yogurt sovs.

Vi ser lige nyhederne på 1’eren kl. 20. Intet nyt selv om der har været holdt jeg ved ikke hvor mange topmøder.

Berlin 2022 Dag 1

 23.03.22

 På vej til Berlin. Det føles som den første udlandsrejse i årevis - men det er det faktisk ikke.

Brugte mine første point på en kop kaffe og en croissant hos Seven Eleven på Hovedbanen. Jeg tjener 11 points på hver rejse til/fra Bornholm. En cappuccino koster 100 points og en croissant det samme, så det gjorde et ordentligt indhug på kontoen.

Skal skifte i Fredericia og Hamburg. Denne forbindelse kører ikke af den nye Ringsted bane. Skulle være fremme 16.22.

 

Toget er fyldt. Enten har man computeren/telefonen fremme eller også sover man... Nej der er enkelt, der hører musik.

Jeg nyder turen over det flade Sjælland i fuld sol. Der er dæmpet samtale i baggrunden, toget er også et sted, hvor man lejlighedsvis mødes.

 

Toget var 4 min forsinket i Fredericia - og der var kun 7 min i forvejen... Men det viste sig at være på samme perron, så ingen problemer.

Nu hvor vi passerede grænsen, skulle man tage mundbind på. Overraskende. Jeg troede man havde hævet alle restriktioner i Tyskland, men det var åbenbart ikke endnu.

 

Vi passerer i Rendsburg højt, højt oppe over Kielerkanalen. Langt ude mod øst passerer også motorvejen…  Jeg erindrer én gang før, at have kørt her. Højbroen slår et sving mod venstre, mens den over en flere km strækning langsomt bringer sig på niveau med omgivelserne.

For anden gang ringer min telefon. Første gang var det min perker ven, som jeg kalder ham. Der er ikke noget nedladende i udtrykket fra min side. Anden gang er det min håndværker ven Karl Åge. De har styr på, hvornår jeg er på Bornholm. Eller PLEJER at være det. For en gangs skyld er planen ændret. Berlin i stedet for Bornholm denne uge.

 

Også i Hamburg var toget forsinket. Men igen var det næste tog fra samme perron. Det var ikke helt klart, hvor vogn 7 ville være, men jeg var heldig at stå tæt på.

Her fra er der knap to timer til Berlin. Toget kører videre til München. Holder i Berlin Spandau før Berlin Hbh.

Det er det flade landskab vi kører igennem. Marker, skove og en landsby i ny og næ.

Bilerne på en parallel vej står nærmest stille, vi kører 189 km/t. Over en strækning på adskillige km: vindmøller, vindmøller, vindmøller.

Farten er sat ned - vi nærmer os berlin

 Jeg er aldrig før stået af på den nye HBH – den er STOR. Vælger at gå fremad på perronen. Ikke helt logisk går jeg op af en trappe, der hvor toget begynder. Så tilbage indtil jeg finder en trappe, der igen går ned til perronen. Og dér møder jeg så Burghard. Stor gensynsglæde.

 

Han nåede færgen....

 Jeg rejser frem og tilbage til Bornholm hver uge. Næsten altid med DSB. Der kan jeg få en billet, der gælder hele vejen. Bus til Køge station, s-tog til Hovedbanen, Øresundstog til Hyllie station, Pågatog til Ystad, færge til Rønne og endelig bus til Aakirkeby. Alt sammen til 111 kr for en 65-billet. Det kan ikke gøres billigere.

Til gengæld KAN der være udfordringer undervejs.

Nu i mandags skulle jeg med 16.27 fra Hovedbanen. Så går jeg ud af døren 15.03 for at nå bussen 15.14. Om alt går vel, kan jeg så nå et tog FØR på Hovedbanen og dermed også i Hyllie. Det giver lidt mere ventetid i Ystad, men hellere være på den sikre side….

Nu SKER det at den første bus er forsinket, men chaufføren når næsten altid at indhente det forsømte. Nu skal der kun være 2 min til s-toget kører efter planen, men det er sjældent det fejler.

Men det gjorde det i mandags. Da vi nærmede os stationen, kunne jeg se s-toget forlade perronen. Nå, så når jeg bare det tog, jeg egentlig skulle med. Men så skal der heller ikke gå noget galt – og det plejer der heller ikke.

Allerede på perronen i Hyllie gjorde de opmærksom på, at toget kun kørte til Svarte, og at der derefter var togbusser helt til Simrishamn. Hmm. Det lød ikke godt, men vi må se….

I toget var jeg inde for at se, om Skånetrafikken havde et bud på, hvornår jeg ville være i Ystad. 18.15. Bussen skulle køre 18.00, og Svarte er sidste station før Ystad. Der er vist 8 km. Det lød lidt betryggende. De lukker for adgang til skibet 10 min før afgang, hvilket ville være 18.20, og man skal stort set bare over sporet, så er man i Terminalen. Snært men muligt. Hvis altså….

For en sikkerheds skyld ringede jeg til Bornholmslinjen og fortalte, at jeg sad i toget og at der var togbus MED den usikkerhed, det nu giver. En ikke særlig imødekommende dame. Jo, de var adviseret i Ystad, om at der var togbusser. MEN, pointerede hun, færgen skulle jo sejle til tiden. Med andre ord: man venter ikke på en enkelt sk… togpassager. Det var jeg nu heller ikke i tvivl om.

Nå, vi nåede til Svarte 17.55. Jeg har prøvet det før, så jeg vidste, hvor jeg skulle hen. Men de var også bare at følge strømmen. Alle busserne til højre kørte over Ystad blev der sagt, da jeg spurgte. Det hele var nydeligt linet op. Jeg tog den forreste. Vi kørte præcis 18.00, alt gik efter planen.

Allerede 18.12 ankom vi til stationen. Min bus kørte desværre LÆNGST frem på busholdepladsen, så der blev det stykke ekstra at gå tilbage… men 8 minutter….. a piece of cake.

Indtil jeg kom til overgangen over sporet. Den var spærret. Effektivt. Man arbejdede på sporet. Forbudt. Livsfare. Da havde jeg allerede overvejet, hvordan jeg skulle kravle over hegnet, og OM jeg kunne. Nu opgav jeg det. Der henvistes til nogle gadenavne, hvor man skulle kunne krydse sporet. Jeg havde ingen anelse om, hvor de var.

Bagude skal man helt ud til, hvor bilerne drejer – og DET er langt – så det måtte være videre frem…

På vejen – i løb – råbte jeg til en dame, hvordan man kom over på den anden side, og hun bekræftede, at det var længere fremme. Helt fremme ved det næste trafiklys.

I mine velmagtsdage kunne jeg løbe en kilometer på 5 min – det kan jeg ikke mere. Slet ikke med 6 kg på ryggen. Og der var vel lidt over 1 km i alt. Jeg satte min lid til, at personalet var orienteret og gik lidt for at få vejret.

Så løb jeg igen.

I ankomsthallen bliver jeg bare vinket igennem, da jeg viser billetten, så det er bare fuld gas frem og op ad trapperne. Men døren er lukket. De har allerede lukket. De venter ikke, selv om klokken vel ikke engang er 7 min i halv.

Så er det, jeg ser, at der er et håndtag til nødåbning. Man kan åbne den første dør – og også den næste – og så er det, at den tredje er uhjælpelig låst – og de to første er smækket bag mig, så jeg nu er låst inde som en løve i et bur.

Jeg hamrer på glasset og råber…. Lige meget hjælper det, her er ingen i miles omkreds.

Så er det, jeg ser endnu en dør lidt ude af den lukkede sliske til højre. Dér er der en trappe ned til kajen. Og døren kan åbnes fra denne side… Trappen er glat, men det lykkes mig at blive på benene og krybe under spærringen nederst. Det er ikke nogen autoriseret adgangsvej….

Jeg styrter hen ad kajen mod rampen til bilerne. Jeg ER faktisk én gang før kommet den vej ombord, men da blev jeg vist igennem af personalet af en anden dør, de kunne åbne.

Jeg registrerer, at waterjet’sene allerede er i gang.

Da jeg når frem til broklappen, har de allerede lukket portene oppe på skibet, men der er grønt lys på klappen, så jeg løber videre op ad klappen, mens nogle skoleelever et sted oppe på skibet hujer og hepper på mig. Jeg vurderer, at jeg vil være i stand til at klatre over, hvis der ikke bliver åbnet….

Men det bliver der. Der er utvivlsomt kameraer overalt her bag til. Jeg bliver taget i forhør. Har jeg billet? Selvfølgelig har jeg billet. Og jeg viser den. Ja, egentlig skulle de jo tilkalde politiet. Det gør du bare, siger jeg. Jeg føler mig på sikker grund. Jeg ER ombord på færgen, og jeg har bare gjort, som jeg skulle. Jeg blev jo vinket igennem…. Så tog jeg måske sagen i egen hånd efterfølgende, men det følte jeg mig tvunget til. Han snakker videre om terrorisme, og jeg kan da godt se, at jeg mageligt kunne have haft 6 kg sprængstof i min taske. Men så havde det vel været nemmere, bare at gå ombord sammen med de øvrige passagerer?

Jeg bliver sluppet løs og bevæger mig op. Nu er min faste plads garanteret taget… Ganske rigtigt, men tilbage står:

Han nåede færgen….