Malaucene 09.09.21
Jeg havde så småt indstillet mig på, at vi hellere måtte køre hjem én dag tidligere end planlagt. Så da AM startede dagen med at sige, at hun ville ønske vi skulle hjem i morgen, lod jeg mig det kun sige én gang. "Ja, ikke hvis du bliver sur", tilføjede hun. Men det blev jeg ikke. Lad os for Gud skyld se at komme hjem...
Så dagen startede med, at jeg prøvede at book'e hoteller til hjemrejsen. Meget interessant. Da jeg ville book'e Ibis Besancon City, hvor vi boede sidst, endte den med en fejl, der gentog sig flere gange. Så prøvede jeg Kassel, og det gik godt. Det blev ikke AXXE med den defekte elevator. Så vendte jeg tilbage til Ibis Besancon. Stadig fejl. Næste blev at prøve på computeren på nettet (og ikke gennem booking.com's App). Det gik godt. Det interessante var, at jeg kom til at betale ca. 10 € mere. Altså FÅR jeg en økonomisk gevinst ud af at være "Genius"-medlem, som de kalder det.
Planen for dagen blev, at køre ud for at købe vin og derefter køre til det store supermarked i Sarrians og købe det vi manglede til aftensmad og turen hjem. Der var lavvande i madbeholdningen. Den stod på dansk rugbrød med ost til morgen og vi besluttede at spise frokost ude.
Det blev i Malaucene, hvor der var et stort cykel event under opsejling. Man var ved at sætte telte m.m. op på pladsen udenfor byen. Snakkede lidt med en belgier, der skulle være med. Han og konen havde hjælpe motor på. Vi blev enige om, at den nok var bedre end benene. Meningen var, at de skulle bestige Mt. Ventoux lørdag.
Da vi senere kom hjem, mødte vi vores hollandske naboer, der var på vej ud på cykel. Det VAR det sammen event de skulle deltage i. Altså var det alt sammen til fordel for ALS-ramte, som de tidligere havde fortalt. Da lød det, som om de bare havde lavet deres egen indsamling en mindre gruppe, men det var nok den måde, det var organiseret på. Ikke så fast en organisation som Rynkeby....
Der var ikke så mange hos Cave Gigondas på hovedgaden. Vi fik listen og fandt "Domaine Saint Damien Vielles Vignes" og "Domaine Grand Montmirail mon reve" på listen og smagte dem. Som sidste år var vi enige: den sidste var den, vi ville satse det hele på.
Ved siden af stod der et par, hvor hun talte engelsk med fransk accent. Så fattede jeg ikke, hun ikke bare talte fransk...? Men det viste sig, de var italienere. Deres accent er åbenbart nogenlunde den samme som franskmændenes. Og lidt efter snakkede de italiensk, for pigen bag skranken havde haft venner på Sicilien...
For en ordens skyld smagte vi lige på en anden vin i samme prisklasse. Den blev pure afvist, og så kunne jeg bestille 3 kasser Grand Montmirail 2018. Hun måtte lige havde det på engelsk, for at være sikker på, at hun havde forstået det ret. "Eighteen.... bottles....?. Det kan du lige regne med. Vi lignede åbenbart ikke nogen, der havde hverken forstand eller penge. Men hvad gør det, bare man har et visa kort.
Så kørte vi til Sarrians. Efter mange år hernede finder jeg fint rundt uden kort, og hjem kom vi da også, selv om der havde været en lidt kortere vej, fra Aubignan til Le Barroux.
Da jeg stod og efterfyldte olie og kølervæske kom Monsieur hjem fra arbejde med den store af drengene. Jeg fik fortalt, at vi kørte i morgen og betalt, hvad vi skyldte for rengøring og turistskat. Så øvede jeg ellers fransk. Det går meget trægt. Men jeg fandt da ud af, at deres varmepumper er luft til vand, for der ER faktisk centralvarme. Der er varme i gulvet overalt også i ferielejlighederne. Han er ikke blikkenslager for ingenting. De har også jordvarme. Om det var til det varme vand, tror jeg nok.
Der var gået en nærlyspære i højre side. Jeg prøvede hans evner på autofronten, men han mente, at det vidste de nok på værkstedet, der skulle ligge i Vaison, på vejen mod Seguret. Men nu ved jeg, at en pære hedder "une ampoule".
Fandt senere i instruktionsbogen hvordan man skifter den. Det er sådan en ståltrådbøjle, der skal løftes af efter, at man har taget et kabelstik af. Lyder simpelt, men det er jeg ikke overbevist om, at det er.
Fik stykket et fint aftensmåltid sammen med diverse rester suppleret med det, der manglede.
AM er bange for at være her. Ikke om dagen, men når mørket falder på. Der er ikke nogen logik i det, men angst kan man ikke afvise. Hvis den er der, er den der. Det er for øde, siger hun. Sidst vi var her, var der ikke noget at være bange for, så det hænger sammen med sygdommen.
Jeg føler mig lettet over at skulle hjem. Glad for at vi trods alt kom af sted på denne sidste tur sammen. Glad for at den nu er ved at være ovre.
