Schweiz Rundt 17

Torsdag 14.05.15

Igen gik jeg tidligt til ro, 20.30 tror jeg. Der var ikke noget at sidde oppe for i kulden.

Dalen slutter mod vest i Realp, hvor vejen op til Furka-passet begynder, og Realp er en lille by. Så er der dalstrøget frem til Andermatt, hvor floden løber gennem en kløft ned til dalen mod Vierwaldstätter Søen. Det er Reuss floden, der løber ud af søen oppe i Luzern. Foruden Andermatt, Hospental og Realp er der kun Schweiz' mindste landsby, så hvad alle de biler laver ude på vejen er mig en gåde. Da jeg var oppe at kigge på klokken var den 5, og da havde de allerede kørt længe. Med mindre biltoget kører natten lang, giver det ingen mening. Men det gør det måske også?

Nu klokken 8 kommer de i en lind strøm. Om de kører i begge retninger, kan jeg ikke høre.
Min vært kom her ved 7.30-tiden og har siden været beskæftiget med kaffemaskinen. Der var en beholder, der åbenbart skulle tømmes, og da han først havde haft alt det under kaffemaskinen, der er skjult af et forhæng ude, kunne det ikke komme ind igen. Af hans udtale af Scheisse og blöd antager jeg, at han er tysker.

Jeg kan ikke helt finde ud af, om han har købt brød til mig eller ej. Jeg nåede at drikke en kop cappucino af min egen inden han kom og spise en jogurt. Så siger jeg, at jeg nok hellere må se at komme af sted, og han spørger, om jeg ikke lige vil have en kop kaffe? Og hvis jeg så bare giver ham 20 CHFR er det i orden. Det takker jeg ja til. Egentlig havde jeg tænkt, at 10 som på sidste campingplads var passende, men 20 er ok. Vi bliver enige om, at det er en win-win situation.

Jeg kører ned til COOP i Andermatt. Der er lukket! Vi, en ung kvinde, der også var på vej derind, og jeg, bliver enige om at det er holiday - "auffarht". Scheisse - det havde jeg glemt. Jeg har resten af brødet og osten - efter at jeg havde spist to skiver henne på broen, og en dåse makrel i reserve - og masser af cappucino-pulver.

Tilbageblik mod Andermatt og dalen bag

Begiver mig opad. Vejret er klaret op igen siden i går. Det er lidt køligt i luften, men varmen kommer indefra i rigeligt mål. Prøver at holde den på 6 km/t hele tiden. Så må jeg puste en del på de stejlere stykker og næsten ikke på de fladere. Men stigningen er nu meget jævn. Da jeg har passeret det sidste "switchback", som det hedder på engelsk, kan jeg gå et gear op til 8-9 km/t, før den sidste stigning, som skal bringe mig op til den usynlige sø.

Smukke alpeblomster

Jeg sidder ved en lille rislende kilde - her er vidunderligt stille.
Det eneste der pletter denne formiddag er motorcyklerne. De kommer i hobetal, gerne 3-4 stykker i halen på hinanden. Nogle gange med 2-3 biler efter, der forsøger at følge trop. Men efter hvert træk er der da heldigvis en pause. De kører heller ikke allesammen lige pænt udenom!

Før "fryseren" tager jeg lige trøjen på og 11.15 er jeg fuldt påklædt - dog minus regntøj denne gang - og klar til at køre ned.

For anden gang i Oberalp

Klokken er blevet hen ad 13 og jeg er startet på en ny opkørsel. Fra Disentis, hvor vejen sydpå går fra, skulle der først en sidste nedkørsel til før det gik opad - og det med det straks.

Det er en snæver slugt vejen skal op igennem og naturligvis er de stejleste stykker i de tunneler, jeg skal igennem. Men slid bliver ofte belønnet, vejen kommer op i en bredere smuk dal. Fra bunden klædt i lysegrønt og gult (mælkebøtter), længere oppe afløst af nåletræer i to mørkere grønne nuancer for at slutte med en mosaik af sort og hvidt på toppen. Det er mageløst!

Et sted holder nogle motorcyklister pause og ser hovedrystende på mig, den mest hovedrystende giver sig til at tælle mine tasker, da jeg passerer, og jeg får et "Respect!" med på vejen.

Er nu ved at have nået enden på denne dal, og jeg mangler godt 10 km, før jeg er oppe. Det ved jeg, fordi tælleren i morges havde bestemt sig for at virke igen, og det er jo herligt. Jeg skal snart have frokost, kan jeg mærke.

Tilbageblik mod slugten

Her i enden af dalen kommer vandet ustandselig rislende ned fra venstre og forsvinder ind under vejen. Da der på en lang lige stigning kommer endnu et vandløb med en fin stensætning at sidde på, beslutter jeg, at det er tid til frokost. Klokken er 13.50, det er på høje tid.

Der var nogle der knoklede og nogle der......

Jeg er på 1625 m så jeg mangler kun 300 m i at være oppe. Skulle lige til at skrive, at nu har jeg kun én Ritter Sport og en dåse makrel tilbage, men jeg havde helt glemt en helt ny rulle kiks med choko-fyld. Jeg er reddet!

Dalen breder sig kort ud i en sidedal fra venstre, og vejen slår en stor bue, hvor det flader ud til midterste klinge.
Så bliver vejen smal igen - kortvarigt bruser floden på højre side, hvorefter dalen igen breder sig ud mod en dæmning øverst oppe. Der mangler nu kun godt 100 m i højden.

Dæmningen for enden af dalen

Jeg står i skygge for den bagende sol i kanten af en overdækning, og en dejlig kølig brise blæser igennem.

Holder en ny pause ved en ny overdækning, sneen ligger i en højde på 4 m lige ved siden af mig. Det er hårdt her til sidst.

Efter to slyngninger på bjergsiden og 400 sidste stejle meter er jeg oppe over søen bag dæmningen. Nu går det lidt mindre stejlt videre.

Op gennem et km langt galleri. Toppen er faktisk inde i galleriet, så de sidste par hundrede meter går nedad i stigende tempo til man må bremse op ved Ospicio de Lucomagno. Jeg justerer højdemåleren til de 1920 m, der står på skiltet.

Jeg kommer til at snakke med en pige, der er kommet på cykel op fra den anden side. Spørger hende på tysk, om hun er kendt i området? Italiano or english! Og så fortsætter vi på engelsk. Desværre er hun ikke kendt i området, men hun kan da huske, at hun passerede Acqua Calda og at der var et skilt med camping. Men om den var åben ved hun ikke. Så snakker vi videre og på et tidspunkt slår vi over i svensk. Hun har boet 2 år i Sverige. Men dansk forstår hun ikke, pointerer hun, men jeg kan da gøre mig forståelig på svensk. Ønsker hinanden god videre færd. Hun triller tilbage, hvor hun kom fra, og jeg triller også - efter en række fra en Ritter Sport - den sidste.

I Acqua Calda er der ganske rigtigt en lille campingplads, men den er egentlig ikke åben endnu. Man er næsten færdig med at renovere bygningen, der står nogle varmeblæsere inde i toiletafdelingen.
Efter nogen parlamenteren kan jeg godt få lov til at slå telt op, og efter yderligere nogen snak, kan jeg også få aftensmad der. 30 CHFR i alt. Det siger jeg ikke nej til!

Floden i Acqua Calda

Men de gør opmærksom på, at det bliver regn i nat. Ja, det ved jeg - desværre. Senere får jeg den ide, at jeg måske kan sove inde på gangen i toiletafdelingen, så kan jeg slå teltet sammen i aften og cyklen kan stå lige udenfor, hvor der er overdækket. Det synes chefen er ok.

Efter at et par mere er dukket op på pladsen, har han endda fundet et sted, hvor han lader døren stå ulåst. Så bliver jeg ikke generet af lyset, der tænder automatisk, hvis de andre skal på toilettet, samtidigt med at jeg selv bare skal åbne døren for at komme derud. Men det allerbedste: Middagen!
Det starter med en suppe: Gertze Suppe fra Graubünden. Man kunne ikke byde en cyklist, der har udstået de kvaler, jeg har i dag noget bedre. Der er gods i den. Nogle pastaagtige gryn jeg har glemt hvad hedder på italiensk, tørret kød, tror jeg og diverse grøntsager og fløde. Det smager himmelsk. De beklager, at de ikke har noget brød, men det går glimrende. Så kommer der en salat og en ret med kylling, champignon, spinat med hvidløg og stegte kartofler. Alt sammen tilberedt af én, der har haft hjertet med. Jeg har allerede bestilt en øl. Øl skal der til sådan et himmerigsmåltid.

Turens bedste måltid - og så er suppen endda ikke med

Jeg klædte mig naturligvis pænt på til middagen, hvilket vil sige iførte mig mine ben, der har været af hele dagen og den t-shirt, der har ligget klar til højtidelige lejligheder.

Nu ligger jeg og glæder mig i teltet efter en kop af min gode cappucino og endnu en række Ritter Sport Fine Ekstra Dark.

På et tidspunkt inden jeg er faldet i søvn inde på gangen kommer det første tordenbrag. Det efterfølges af flere, men jeg falder i søvn....

59,58 km

Schweiz Rundt 16

Onsdag 13.05.15

Trafikken ude på vejen begyndte tidligt, men jeg blev liggende til 7, selv om jeg var gået til ro, da det blev mørkt lidt over 21.

Her anden gang jeg prøver turen op til Göschenen, kan jeg se at den kun på udvalgte stræk er slem. Mange steder kan jeg køre på den mellemste klinge.

Dramatik på vejen - en afsporing

Da jeg holder en pause efter det første stejle stykke, bliver jeg passeret af en gruppe cyklister i et ret adstadigt tempo, så jeg prøver om jeg kan hænge på. Det kan jeg godt - et stykke - men jeg bliver nødt til at slippe, hvis jeg skal nå frem i god behold. Men der kommer faktisk to nedkørsler, og der ser jeg min chance. Op på den store klinge,og på den sidste lykkes det mig at nå op. Blot for at slippe med det samme igen, men så gik der tid med det. Sådan en langsommeliog opkørsel kan godt være lidt ensformig.

Godt man er på cykel og ikke i en bil på motorvejen

Det sidste stykke op til rundkørslen før Göschenen er lige så stygt som sidst, men op kommer jeg. Denne gang er der visy slinger i togdriften, for der holder flere busser, hvor der står "Bahnersatz", hvilket jeg tyder som togbus. Der er også en mand, der ser ud til at skulle holde styr på det alt sammen. En cykel? Der kommer et tog der ovre om lidt - og han peger på et andet spor end det det kørte fra sidst. Jeg sætter mig lidt og spiser.

Tænderne begynder først når der er brug for dem

 

Da toget kommer, er der billet-personale med, to piger, der endda er engelsktalende. Jeg prøver at holde mig til det, der står på nettet, om at det koster 5 CHFR, men det er kun, hvis det er bus, hævder hun, og banen er uafhængig af det, men jeg får 50% på cyklen. Resultatet er, at jeg skal betale 18,30 CHFR ialt. Godt jeg sparede 10 sidst. Jeg siger, at det ved hun nok bedst og betaler. Men det er k.e.m. dyrt.

Desværre kører toget næsten med det samme, jeg havde ellers set frem til at sidde her i et blødt togsæde i en kølig kupé og skrive og spise. Nu bliver det lidt forjaget.

Jeg kører straks til Hospental, men vandrehjemmet er ikke åbent endnu. Der står ikke noget, så det åbner vel engang i eftermiddag? Jeg kører videre mod Realp og Furka-passet. I Realp ser jeg, hvordan bilerne bliver læsset på biltoget. Jeg går ud fra, at der er til Oberdorf, hvor vejen fortsætter. En bil koster 33 CHFR. Så synes jeg NOK min billet var dyr!!!

Furka passets slyngninger fra sydsiden - det er mod nord sneen ligger

Triller tilbage mod Hospental. Der er en særlig mat stemning her. En lidt kølig vind på trods af solen, der bager ned. Jugendherberget er stadig lukket. Jeg føler trang til at lægge mig ned og sove....

Jeg troede først at der kun var jernbaneoverskæringen....

Men på vej tilbage så jeg Schweiz' mindste landsby

I stedet kører jeg tilbage til Andermatt for at recognosere. Campingpladsen - hvis man kan kalde den grusplads det - ser lukket ud, men der holder to campingbiler. Jeg snakker med en dame fra den ene, der fortæller, at den først åbner d. 16.05, men at de har fået lov til at overnatte der. Men toiletterne er aflåst. I værste fald kan jeg slå mit telt op her. Der er en COOP i byen og den åbner 7.30 i morgen, så jeg kan få provianteret.

Endnu en gang til Hospental. På vejen begynder det at regne! Temmelig pludseligt og nogle store dryp, men ikke vedvarende. Ikke desto mindre ville det være godt at få bagagen i tørvejr. Der er et vindfang til huset, hvor der er dør til begge sider. Hvad nu,hvis den på den anden side ikke er låst? Der er en kant man kan balancere på uden at gå ind i nogens have. Døren er åben! Snart er også den anden dør åben og snart er min bagage sat ind i vindfanget i tørvejr. Så langt så godt.

Klokken er blevet 18.00 og der er endnu ingen, der er dukket op. Jeg har varmet vand i køkkenet til mit nye cappucino-pulver, som de meget passende havde på tilbud i COOP. Her er hundekoldt, men det var der også sidst.

Kl. 19.30 dukker han op. "Who's there?", siger jeg, og han siger noget lignende. "It's me again, like I said I would". Åh, nej, er det ham igen, lyser det ud af ham. "But you're early, you said.... never mind, just take a bed...." Jeg beroliger ham med, at jeg selv har underlag og madras og også morgenmad for den sags skyld. Her lyser han lidt op, men han synes at MÅTTE bekymre sig. "Do you know the weather is changing? It's gonna be bad tomorrow". Det mener jeg nu ikke, først i overmorgen, jeg har lige check'et det, men måske de schweiziske forudsigelser er bedre. Han ser på sin telefon og overraskes. Nej det skulle faktisk blive fint her og også i Sedrun lige på den anden side af Oberalp. "You needn't worry about me", siger jeg, "just go home and rest". Og han går og siger han kommer i morgen ved 7.30 tiden - håber jeg han sagde.

51 km

Schweiz Rundt 15

Tirsdag 12.05.15

I dag kl. 14.28 er det 7 år siden jordskælvet i Sichuan indtraf. Her er der forhåbentlig mere roligt. Jeg sover i hvert fald til lidt over 7. Hører nogen pusle rundt. Inden jeg er kommet op, er alle ude af huset, bortset fra Elias, der har sat alarmen til kl. 9, så vi kan spise morgenmad sammen. Der er kaffe og brød stillet frem, så jeg tager et mindre forskud på måltidet og sætter mig til at skrive. Jeg er bagud.

Senere spiser vi sammen på terrassen og inden længe er Ursula hjemme igen og spørger, om jeg ikke vil blive til frokost? Jeg har ikke travlt, så hvis det ikke er til for meget besvær, men det er det slet ikke.

Elias har i nogen tid trakteret et ikke helt stemt klaver, og jeg må jo tilstå også at kunne spille - hvis jeg lige får tid til at øve mig lidt - og det ikke er for svært. Ursula har noget vi kan spille sammen, og jeg øver mig, mens hun laver mad og Elias snakker i telefon.

Da vi skal spise, kan hun ikke forstå, hvor Philip bliver af. Hun er ude at se efter ham og ringer endda til skolen. Jo, han har været der. På et tidspunkt kommer der lyde ovenfra, og det viser sig, at han er kommet hjem for længst og bestemt mener, at moderen eller Elias har set ham.

                                      Det var slagteren der havde lavet "sneglene"


Bagefter spiller vi dette stykke af en der vist hed John Cook. Har aldrig hørt navnet før. Det lyder helt hæderligt - når jeg selv skal sige det.

Efter en kop kaffe er det tid til afsked. Og har jeg nu husket det hele? Ja, jeg er helt sikker på, at jeg har fået alt med ned i kælderen, hvor cyklen står.

 

                                            Tunnelen under Tunnelweg

Så kører jeg ellers og når helt op til Goldau, før jeg synes, der mangler noget. Jakkerne! De må ligge i kælderen endnu. Så jeg får kørt to gange op til Goldau, før jeg kan tage bakken ned på den anden side. NU har jeg det hele.

 

                                          Folkevognsparade et sted på vejen

Endnu en bakke og det går strygende nedad mod Lauerz, det er bare med at lade den trille med 50 km/t vil jeg tro. Belært af erfaringen bremser jeg noget af farten før svinget og ganske som man kunne forvente: der er både cyklistprøve for en skoleklasse og en bil, der holder ved et fodgængerfelt.

                                            Der var jeg oppe i går - øverst oppe

                                  
Via Schwyz når jeg frem til Brunnen og det er jo gammelkendt land. Her var jeg for 8 dage siden. I dag standser jeg i Flüelen, hvor der er en campingplads, vistnok den sidste før Andermatt. Handler endnu en gang i Aldi i Altdorf, det er rart at være stedkendt.

På vejen mødte jeg to unge ungarere. De var kørt næsten op til Skt. Gotthard passet fra sydsiden, før de var blevet tvunget til at vende om, fordi der var sne på den anden side af passet. Så havde de måttet tage toget fra Airolo til Göschenen. Havde indtil videre tilbagelagt 1000 km og manglede 2000 før de ville være hjemme i Ungarn igen. De talte godt engelsk.

                                             Udsigten mod syd fra mit telt


Aftensmaden bestod af en færdigret: Butter Chicken. Den var ikke ringe af 5 CHFR at være. Spiste af gryden og lavede bagefter min første opvask. Jeg har både opvaskemiddel, skuresvamp og viskestykke med. Der var varmt vand i køkkenafdelingen. Men et bad på 4 min koster 1 CHFR. Jeg venter til Hospental i morgen. Nu må vi se om manden er kommet hjem fra Tyskland?

36 km

Schweiz Rundt 14

Mandag 11.05.15

Havde tænkt at jeg skulle af sted kl. 9, men da jeg næsten er klar dukker der en op, der hørte mig tale engelsk i går og lige vil høre, hvor jeg kommer fra. Han fortæller at campingpladsen er en af de få i Schweiz, der er åben hele året. Der er nogle stykker i det centrale Schweiz. Hvis man ellers er hjemmehørende i Luzern og betaler sin skat der, er det ok at man bor der hele året, men det er noget man åbenbart er meget nøjeregnende med.

Jeg troede vejen ville gå langs søens bred, men selvfølgelig tager jeg fejl. Jeg skal op fra søen, men til en forandring er det kun en lille bakke, og alligevel kommer der en dejlig nedkørsel, så er jeg i Meggen. Endnu en gang lidt op og en ny gang susende fart ned så er jeg i Küssnacht. Det er stadig Vierwaldstätter See jeg kan se med mellemrum, men ikke længe efter - det er nok gået lidt op igen og tilsvarende ned - så befinder jeg mig langs Zuger See. Har jeg glemt at fortælle, at vejret er ligesom i går. Både teltet og håndklædet nåede at tørre i solen.

                                                          Arth i modlys

Jeg triller roligt langs med søen, skulle jo nødigt komme for tidligt. Toni's kone skulle være hjemme kl. 11. Jeg nærmer mig Arth, der ligger i bunden af søen. En ældre by med smukke traditionelle huse, som har været udsat for tidens tand. Sidder lidt på en bænk og nyder synet af søen i solen.

                                           Udsigten fra min bænk i Arth

Så går det videre let opad til Oberarth, det er der de bor. Tunnelweg 17. Jeg holder øje med vejnavnene. Der kommer en rundkørsel, hvor vejen går videre mod Goldau, men ovre mod venstre fortsætter byen tilsyneladende. Og lidt videre ad denne vej kommer Tunnelweg. Jeg kører lidt videre og får på denne måde set tunnelen, som Tunnelweg går op over.

                                                    På vej ind i Oberarth

Finder huset og ringer på og en ung mand åbner. Åh, You must be the son I spoke to on the phone? Og han berigtiger og byder mig indenfor. Der lyder fløjtemusik i huset. Det er Ursula - Toni's kone - og en veninde, der øver på henholdsvis tværfløjte og alt-blokfløjte. Det er noget til en "celebration".

Alt er helt afslappet, jeg føler mig straks hjemme i huset, der er 15 år gammelt. Da jeg er kommet ind og har set husets opvarmningkilde, tror jeg først at det er ældre. De har noget, der vist hedder en masse-ovn? Når først stenene er varmet op kan de holde længe på varmen. Den er så tilføjet moderne teknologi i form af luftkanaler, der kan sørge for opvarmningen på øverste etage. Det er husets eneste varmekilde. Til varmt vand bruger de el-opvarmning. I køkkenet er der yderligere et rigtigt brændekomfur af nyere dato. De har dog også et alm. elkomfur, de bruger om sommeren. Dette gør familien lidt alternativ. Ursula kender dog én anden familie, der har samme opvarmningskilde. Brændet køber de hos lokale landmænd.

Elias, som den unge mand hedder, er ved at lave frokost. De spiser gerne varm mad midt på dagen og nogen gange også om aftenen. Jeg underholder ham og hjælper lidt undervejs. Han er ikke så godt vant med madlavning. Han bor ellers i Basel, hvor han aftjener "socialdienst" et alternativ til tvungen værnepligt, som der er i Schweiz. Han tjener ved arbejdet, som er i en børneinstitution, nok til at kunne være med i en delelejlighed. Skal til at læse sociologi og kønsforskning i Basel, når han er færdig. Socialdienst er længere end værnepligten.

Vi spiser på terrassen. Lillebroderen Philip, som jeg har mødt i Konstanz, kommer hjem fra skole for at spise og går ellers igen bagefter. De skal have en prøve, som han burde have vidst om, men havde glemt. I naturfag tror jeg.

Vi diskuterer hvor jeg skal køre hen, Mt. Riggi eller et andet sted. Elias vil godt med. Vi bestemmer os for Wiltspitze, hvor der skulle være asfaltvej helt til toppen. Det er lidt nyt for mig at køre op ad et bjerg uden helt at vide, hvor langt der er. Min tæller virker igen ikke, så jeg ved heller ikke, hvor langt jeg har kørt. Der er stejlt, men uden bagage er det ikke stejlere, end at vi kan køre og snakke den første times tid. Han er politisk interesseret og medlem af "Unge Socialister" en underafdeling af det schweiziske socialdemokrati. Jeg fortæller så godt jeg kan om situationen i Danmark og hører til gengæld om Schweiz.

Mod slutningen er jeg tilbøjelig til at køre lidt stærkere og det sidste stykke - specielt de sidste hundrede meter - er det kun én selv mod bjerget. Jeg må virkelig anstrenge mig for at sætte tempoet den anelse ned, der gør, at jeg kan få vejret. Han kommer et par minutter efter og vi går det sidste stykke op ad trappen til toppen.

Det er virkelig enestående. De høje alper ligger som en ubrudt række mod syd med hele sin tandrække. Nogle hvidere end andre. Luften er ikke krystalklar, men det gør det ikke mindre betagende. Kun på billederne. Der er en tavle hvor de enkelte tinder er navngivet, de er ikke sådan at finde rundt i. Det er ikke de mest kendte som Matterhorn og Jungfrau, de ligger længere mod vest.

                                        Billedet når ikke virkeligheden til knæene

En fjern dampsøjle udpeger han som stammende fra et atomkraftværk. Jeg anede ikke, at de havde atomkraft i Schweiz. 5 stykker. Der er en plan for afvikling, men Elias er tvivlende overfor om det bliver til noget. Med alt det sne og alt det vand, burde de da ellers nok kunne nøjes med vandkraft, skulle man synes?

                                               To bjergcyklister på toppen


Vi er der et stykke tid, men så skal han tilbage, han har et møde, han skal til. Endnu en gang må jeg undre mig over, at vi virkelig har kørt SÅ mange meter op, men det er altså lige lidt over 1000. Toppen er 1506 m og huset befinder sig på 475 m. Der er ikke mange lige stræk, så det er ustandselige opbremsninger før alle de uoverskuelige sving. Jeg konstanterer, at min cykel kører hurtigere ned end hans. Ikke underligt for han har nubrede dæk mens mine er Travel Contact fra Continental, der kun har nupper ude i siden, så de griber fat i et underlag man synker ned i. Der er et par grusede stykker, hvor man virkelig skal ned i fart INDEN. Det er ingen spøg at prøve at bremse på grus med 40-50 km/t.

Da vi er tilbage kommer Toni hjem. Han arbejder som sygeplejerske på hospitalet i Schwyz, hovedbyen ikke så langt væk. Kommer naturligvis hjem på cykel. Familien, der har fire børn, hvoraf kun den mindste bor fast hjemme, har en hoben cykler fordelt i to rum i garageafdelingen under huset. De har også en scooter, som de købte af en bekendt, der fik gigt. Men de har ingen bil!!! Har bliver jeg overrasket - måske ikke så meget over at DE, ikke har bil, som at halvdelen af Luzerns indbyggere ikke har bil. Ved nærmere eftertanke er der måske heller ikke SÅ mange biler i Schweiz, men dem der er..... De er for det meste potente udgaver af BMW, Audi, VW, Porsche, Mercedes, Ferrari og Lamborghini. I faldende antal. Selvfølgelig er der også almindelige biler, men de nævnte springer i øjnene.

Vi spiser spaghetti bolognese med en grøn salat først. Og drikker øl til. Herligt. Toni og Ursula har boet 4 år på Philippinerne. Som udsendt af en eller anden kirkelig organisation, for at lære folk om sundhed. Også urtemedicin. De måtte lære det lokale sprog - sådan da - som er et af de to hovedsprog på øerne. Der er mange spanske ord i sproget, fra spaniernes kolonisation af landet i sin tid. Og så har de cyklet mange steder i Europa. Portugal, Irland, Frankrig....

Tiden går hurtigt i godt selskab og den bliver hurtigt 22.30 og Toni skal op i morgen kl. 5.30. Vi har siddet ude og det har været en fortryllende lun aften, som jeg ellers mest har oplevet dem i Sydfrankrig. Jeg sover nede i et værelse som datteren bruger, når hun er hjemme. Hun er den ældste og bor i Zürich.

Inden da, har Toni og jeg været med Ursula nede og afrunde dagen. Hun er hvad der svarer til kordegn og kirketjener i den katolske kirke i Arth. Nu skal hun ned for at lukke kirkerne. For der er også en lille kirke foruden den store. Den lille er den oprindelige, den senere byggede man en større inde i byen. Denne her ligger lidt fra byen. Vi cykler der ned ad en sammensurium af små stier, veje, cykelstier også gennem tunnelen. Tunnelen er den højeste i Schweiz, vist i hele Europa. Den er fra den tandhjulsbanen til toppen af Mt. Riggi gik helt ned til Arth.

Mens vi sidder og spiser - med de grønne bjerge til begge sider - ser man ind imellem tog køre både på den ene og den anden bjergside. Det er linierne sydpå fra henholdsvis Zürich og Luzern, der forenes i Flüelen, før de kører ind i tunnelen under Skt. Gotthard. Også motorvejene fra de to byer mødes der, men den fra Luzern går ikke her i dalen, men på den anden side af Viervaldstätter Søen bag Mt. Riggi.

Nu skrev jeg "grønne bjerge", men er ikke anderledes end at nordsiden af Mt. Riggi er spættet med sne og da vi stod på toppen af Wiltspitze lå der en klat sne lige nedenfor.

ca. 35 km

Schweiz Rundt 13

Søndag 10.05.15

Det er en enestående morgen. Jeg er først oppe kl. 8. Blev holdt vågen en times tid af en gruppe fransktalende unge mænd i en udlejningsbil fra Bern, der kom hjem fra byen kl. 4.30.

Solen skinner, omgivelserne er enestående - når man ser bort fra... Man har afspærret stranden her ved campingpladsen med en hæslig betonmur og tager 8 CHFR i entré. Det bliver kaldt Lido. Det hedder campingpladsen også. Men når muren er passeret og man kan se søen...

                                                           Mod sydøst

Mod sydøst knejser de snedækkede tinder. Mod vest ses byens charmerende profil med gamle tårne af forskellig slags. Det absolutte særpræg er en gammel træbro, Kapellbrücke, der går på skrå over floden. Den går tilbage til 14-tallet og er forbindelsesled til et vandtårn, der står ude i vandet. Ja faktisk er der en bro mere, Spreuerbrücke, som er lige så gammel.

                                                            Kapellbrücke

Meget passende har man anbragt den moderne banegård og Kunstmuseet på den anden side af floden.

Byen formelig vrimler af turister, læs: asiater. Koreanere, kinesere, japanere, indere, indonesere, vietnamesere, de er der alle sammen, og alle tager de billeder af sig selv foran broen. Nogen har opfundet en udfoldelig stok, der kan holde telefonen, når man tager billedet så alle kan komme med.

Nu er klokken 10 og det er varmt her i solen på en bænk ved floden. Jeg skal bare dovne rundt i byen hele dagen.

Ved søpromenaden er der en fin gammel friluftstribune, der må have været meget moderne i 1906, hvor der er søndagsjazz. Man sidder dejligt i skyggen. Der er forskellige solister og numre som "Fly me to the moon" og "Smoke gets in your eyes".

                                                  Søndagens orkester

Jeg kører "hjem" og spiser frokost. De forfærdelige franskmænd er væk. Så kan man måske få en rolig nat? Mindes for nogle år siden i Zell am See. Dér lå campingpladsen også ved søen - men der var der ikke nogen betonmur - og jeg badede. Her er det nu nok for koldt.

Jeg skulle på indkøb, men kom lige til at køre lidt op ad en gade og inden længe, var jeg på vej op mellem de dyre lejemål. De har en pæn udsigt må man sige, men husene fyldte det hele, så jeg måtte helt op efter Hotel Montana før JEG kunne se den.

                                                     Byen har tårne på

Er ved at vænne mig til cykelforholdene i byerne. Hvis der ikke er decideret cykelsti, er der som regel de gule stiplede afmærkninger, som man kunne se på et billede for længe siden. Men i kryds er der ofte rødt afmærkede cykelbaner, det gælder også venstresving. Man skal altså vænne sig til at køre dér med bilerne susende på begge sider.

En anden ting jeg lige må kommentere er de elektriske cyckler. Der er den slags vi har der hjemme, og så er der de "rigtige#. Dem med nummerplade. De kører mindst lige så hurtigt som en knallert - altså 45 km knallert.

                                                 Her valgte jeg ikke at bo 

Klokken er blevet 17 og jeg har været på sight seeing sammen med alle se andre. Jeg var dog ikke med på en af de guidede ture. Hvis man lukker alt dette hurlumhej ude, er Luzern er meget smuk by. Ved Löwendenkmal var der en større gruppe indere, der skulle have taget et gruppebillede - det var ikke helt uden underholdningsværdi!

 

                              Der var én der mente en borehoved var egnet til klatring

Nu er klokken 19 og jeg har lavet en aftale. Schweizerne jeg mødte i Konstanz gav mig en adresse og et telefonnummer. Jeg sætter min bagage hos dem i morgen og så skal jeg på bjergcykling til toppen af Mt. Riggi, "Königin der Berge", som der står i folderen jeg tog i Zürich. Det er ikke så højt (1797 m), men der skal være en enestående udsigt til Alperne.

Tælleren strejker igen. Mon ikke jeg har kørt op mod 20 km?

Schweiz Rundt 12

Lørdag 09.05.15

Det var en god nats søvn. Er ikke desto mindre oppe lidt over 7. Her er MANGE mennesker. Kommer til at snakke med en amerikansk dame fra Florida, som kommer her 3 uger af gangen et par gange om året og kører rundt med toget. Så støder der en tysk pige til. De to har åbenbart snakket sammen før. Hun er phd studerende og er der til nogle møder. Vi er alle enige om hvor uforskammet dyrt her er - hvis man ikke lige er schweizer. Det er vel også derfor vi bor sådan et sted.

                                            Jugendherberget var ikke specielt ophidsende

Zürich er Schweiz's største by, hvad jeg fik syn for i går, hvor jeg kørte den igennem fra nord til syd. Og den strækker sig videre ud på begge sider af Züricher See.

Fik set på planen for resten af turen i går. Alt ser ud til at klappe. Det var tanken, at jeg skulle mødes med venner, der er i Como i Skt. Gotthard-passet på fredag d. 15.maj. men det er jo lukket af sne formodentlig til d.22. Men vi har fundet et alternativ, Lukmanier-passet, og jeg ændrer min rute, så jeg kommer ned i den "italienske" del af Schweiz. Så springer jeg Geneve og Lausanne over, der har jeg også været engang for længe siden.

Og går det helt galt, kan jeg altid tage toget tilbage til Basel. Skal tilbage 23.05.15

At dømme efter de manglende cykler i cykelkælderen, er der ikke andre cyklister end mig.

Jeg havde tænkt, at jeg skulle finde campingpladsen, som jeg så skilt til i går, og så blive her en dag mere, men det regner, så jeg ved ikke rigtig...

Jeg kører ud og kigger på campingpladsen - bare for at vide, hvor den ligger. Det regner ikke mere, bliver nok godt op ad dagen. Kører tilbage mod centrum og får en lang snak med en schweizer på cykel. Er på min alder. Er egentlig gået på pension, men arbejder stadig med et biodiversitets/landbrugs projekt et stykke nede ad den vestre bred - han peger. Han har tidligere boet og cyklet meget i Frankrig - har frontbagagebærer så han hører til klanen.

                                                     Lille cykel - stor kirke

Straks efter kommer der en lidt mørk yngre kvinde. Spørger om jeg ikke har brug for en "putzfrau". Jeg må le. Jo, det er da lige det jeg mangler! Helst med bil til at køre bagefter. Om jeg ikke har nogle venner, der mangler en putzfrau? Og så fortæller hun ellers sin sørgelige historie: hun venter på at hendes papirer bliver i orden i næste måned, men nu vil værtinden smide hende ud. Værtinden er i øvrigt alkoholisk og passer hendes to børn. Og så kommer det endelig: Om ikke jeg kan støtte hende økonomisk? Der må jeg melde pas. Hun prøver et par gange mere, men opgiver så. Ser lidt fornærmet ud. Jeg tror hun er roma.

                                                    Billeder fra Zürich

Jeg havde godt tænkt, at jeg ikke havde set nogle tiggere eller hjemløse her. Men de er her - blot skjult.

Kører rundt i Zürich centrum, hvor der er nogenlunde fladt til kl. 12.15 Har i den tid også været i turist-info på Hovedbanen for at spørge til en rød vej (hovedvej), som jeg synes ser anvendelig ud til Luzern. Den ved pigen ikke noget om, men sidemanden fortæller hende, at den ganske rigtigt ikke går meget op og ned.

                                                      Der var danse-weekend

Det er godt cykelvejr, så jeg begiver mig på vej. Kører ned langs søens vestre bred. I Kilchberg tænker jeg, at nu må jeg nok hellere køre op til hovedvejen. Der forregner jeg mig lidt. Det går op og op og op. Jeg spørger mig for og jo, det er rigtig nok at hovedvejen går der inde et sted, jeg skal bare lige op først og SÅ ned igen.

Da jeg kommer susende ned ad bakken til Adliswil holder bilerne netop for en ældre dame i en fodgængerovergang, så jeg får testet bremserne. De virker. Jeg vil sværge på, at der står Luzern på skiltet i den retning jeg drejer fra i, ikke desto mindre begynder jeg at undre mig, da det har gået opad flere km og det ser ud, som om der kommer hårnålesving længere oppe.

Får standset en cyklist. Det er lørdag og enhver schweizer med en racercykel synes at være ud og lufte den i dag. Vi finder ud af, at det er en gul vej, jeg er havnet på, der går op over bjerget. Mange spildte kræfter, men jeg får da fornøjelsen af at køre ned igen. Langt ned. Da jeg endelig finder vejen, er den som de alle sammen har sagt, næsten flad og med cykelsti eller cykelafmærkning.

Det er Sihltal vejen går op igennem sammen med jernbanen. Det er til den store klinge næsten hele vejen.

På et tidspunkt omkr. 13.45 kan jeg mærke, at anstrengelserne har fået sukkerniveauet i bund, og jeg må stoppe. Efter 3 cookies med tranebær og brød med St. Albray, er jeg klar igen. Cyklisten jeg standsede, mente der var 75 km til Luzern. Nede på vejen stod der hurtigt 41 km. Det forstår jeg bedre.

Jeg har lynet benene af mine nye sommerbukser, jeg købte hos Nalle. Det er første gang. For de uindviede er Nalle vores lokale Tøjmand i Aakirkeby.

                                                        Ramsløg en masse

Det er nogle dejlige km gennem denne dal. Opad går det, men på den store klinge og enkelte gange på den midterste. Til gengæld kommer belønningen til sidst: en mange km lang nedkørsel mod Zug, som også ligger ved en sø. Ser temmelig moderne ud. Fra kanton ZH, er jeg nu i ZG, Zug, og efter nogle efter schweiziske forhold mindre bakker, sidder jeg nu på stationen Gisikon-Root i kanton LU, Luzern. Solen skinner endog.

                                         Ikke noget usædvanligt syn i Schweiz

Klokken er blevet 18.50, og jeg sidder ved et bord på campingpladsen i Luzern. Luzern ser ud til at være en hyggelig mindre og mere provinsiel by, når man ser bort fra stationen, der er kæmpestor. Det er vist et knudepunkt.

                      Smukke huse i traditionel stil er der egentlig ikke så mange af

De sidste km forløb uden de store udskejelser. Kom forbi en COOP og tænkte: hvor heldigt - indtil jeg trådte ind ad døren. "Alles zu, alles zu", råbte de. Pokkers. I Bern-områder havde de åbent til 17 om lørdagen. Da jeg kom indenfor bygrænsen, spurgte jeg en pige, om alle supermarkeder lukkede kl. 16? Nej, på stationen havde de åbent. Vist til 22. Det passede jo fint, jeg skulle alligevel finde en turist-info, for jeg havde ikke set nogle skilte med camping.

Den var sandelig heller ikke nem at finde, hvor man ikke lige havde fået fortalt, at den var lige efter Transportmuseet, som lå udenfor selve byen. Nå, men nu er jeg her altså, og solen skinner endnu. Jeg skal have Taboulé-salat Oriental og Rüeblisalat (revne gulerødder med dressing).Tænkte jeg måtte have noget "grønt".

ca. 60 km

Schweiz Rundt 11

Fredag 08.05.15

Man kunne ikke komme helt op i tårnet, hvilket jeg synes var for ringe. Tillige var vandrehjemmet fyldt med skolebørn - dog ikke nogen på mit værelse. Derimod en schweizisk far og søn fra Operath, der omtrent ligger på min rute. Mt. Riggi kan man cykle op på, fortalte han. I hvert fald på en cykel som min. Det var vist mere end 1000 højdemeter. Der skulle være en storslået udsigt over alperne. Hvis det altså ikke regner, hvad det ofte gør. Måske det mest regnfulde område i Schweiz er området omkring Vierwaldstätter See. Jeg kunne også overnatte hos dem. Fint tilbud, i aften skal jeg have lagt planen for den næste uge. Håber at nå til Zürich i dag. Kan tage Rhein-ruten til Schaffhausen og derfra skulle det være rimelig fladt - efter schweiziske forhold.

Ville egentlig være kørt lidt rundt i den gamle bydel i Konstanz, men jeg mødte en mand, der var meget forhippet på at vise mig på vej, så Konstanz må vente til en anden gang. Det ligger jo heller ikke i Schweiz.

                                                 Kan det blive bedre?
Vejret er prima, cykelvejen går mest langs jernbanen, men nogle af landsbyerne kommer man igennem. Smukke gamle bindingsværkshuse side om side med nybygninger.

 

                                                           En by på vejen
Jeg sidder på en bænk lige ved en jernbaneoverskæring, som bipper igen. Sidst gik der adskillige minutter, før toget kom. Hvis man bor ovenfor den overskæring, skal man ikke have for travlt. Men de kender jo nok togtiderne.

                                                  Det går ned - og op

Det med at det går lige ud på Rhin-ruten, er det så som så med. Har man fulgt hovedvejen et stykke risikerer man, at der pludselig kommer et 90 gr.'s sving for at man skal op og køre langs banen. Så kan vi sagtens være ude i 10% eller mere. Kun kort, javel, men det er ikke altid, jeg når at komme tilstrækkeligt ned i gear og så er jeg ved at gå helt i stå.

                                                     Nogle gange gik det lige ud
På et tidspunkt går vejen igennem en mark, hvor man næsten væltes omkuld af duften fra de meterhøje raps til siden. Så bliver asfalten til grus og siden går vejen ind i en skov. Var det ikke for de små cykelskilte med 8-2 påskrevet, var jeg ilde ude. Midt i denne skov slår mit kort over hele Schweiz vist ikke til.

Der kommer nogle plancher om Rhein Kastell. Vidste jeg, at die Römer (romerne?) i 300 et eller andet bygget et fæstningsværk her? Nej, det vidste jeg ikke - nu gør jeg. Og så stod der ellers masser om dette Rhainkastell's historie, jeg skal forskåne jer for.

Endelig kommer stien ud af skoven og bliver til asfalt igen, og et kloster - Paradies - dukker op. Der er også en lille færge til en tysk enklave på den anden side.

Jeg når til Schaffhausen og har betænkeligheder ved at køre helt ned til byen - jeg er nemlig ved afkørslen til Winterthur, og måske skal jeg den vej. Så vil det jo være spildt arbejde at køre ned for derefter at køre op igen.

                                           Ved Rhinen med Schaffhausen overfor
Jeg gør det nu alligevel og fortryder ikke. Der er fortryllende her ved Rhinen med Borgen knejsende på den anden side. Selve byen er også derovre, men jeg bliver nu på denne side og nyder min frokost. Det kartoffelbrød jeg fik købt i Penny Markt er fremragende og efter at jeg har lugtet til det, spiser jeg resten af det laksepålæg jeg også købte i går. Det er dejlig salt.

Jeg opdager, at der sidder en og snakker i telefon næsten lige bag mig. Det er ved et pizzaria og han ser italiensk ud. Spørger ham, hvordan jeg bedst kører til Zürich på cykel derfra? Vores begges mangelfulde tysk passer glimrende sammen og vi får en længere snak. Han bekræfter mig i, at det nok kan betale sig at køre af vej 4 over Bülach. Jeg skal over floden og igennem et stykke Tyskland. Jeg kører over og prøver at følge Rhinen på den modsatte bred. Det går godt et stykke vej, så fører cykelvejene alle over floden. En gammel dame spørger om hun kan hjælpe mig med noget? Ja, jeg vil jo gerne finde vejen mod Bülach. Ja, så skal jeg over og op til hovedvejen, den fører til Bülach.

Der er k.æ.m. langt op til den hovedvej og da jeg endelig storsvedende kommer derop finder jeg ud af, at det er vejen til Winterthur og der har jeg IKKE tænkt mig at køre hen. Altså drejer jeg fra og søger vestpå. Jeg har flere gange på det seneste stodt på betegnelsen Rhein Fall og til sidst tager nysgerrigheden over og jeg beslutter mig for at finde ud af hvad det er. Som navnet siger, er det et fald på Rhinen. Vist ikke mange meter, men med de vandmasser kan det alligevel blive til en del brusen. Det viser sig - ikke helt overraskende - at det koster penge at se det. Der sætter jeg alligevel grænsen. Nu har jeg haft alt det besvær med at komme hertil, skal jeg så oven i købet betale. Det nægter jeg og kommer altså ikke ud på broen de har konstrueret til det samme. Men dets brusen kan jeg da høre.

                                             Nogen var ude at sejle i brændingen
Efter at være kommet til Dachsen og Rheinau spørger jeg mig for for tredje gang og skal videre og ned over en gammel træbro og så køre mod Jestetten, hvor hovedvejen går igennem.. Det er en dejlig tur NED til Rhinen som jeg nu krydser for tredje eller fjerde gang i dag, turen OP igen er knapt så sjov, men jeg kommer da omsider til Jestetten og hovedvejen. Nu er det sådan set bare at følge den til Zürich. Desværre er der ikke cykelmarkering på den. Det er sådan set bare en almindelig 2 sporet vej, hvor sporer dog er så bredt, at en lastbil lige netop kan passere en cyklist som mig mens der er modkørende trafik. Det er temmelig enerverende. Når dog at overhale en masse biler ved grænseovergangen. Over træbroen kørte jeg jo ind i Tyskland, nu skal jeg tilbage til Schweiz. Jeg kører indenom og frem til tolderen og ser over på ham efter øjenkontakt. Han ser mig og med en finger viser han, at jeg bare kan køre.

Jeg holder ud til lidt før Bülach, så kommer der en rundkørsel, hvor jeg finder en cykelvej videre. Opad. Nu er jeg sammenbidt og VIL bare frem til Zürich, Det har længe set truende mørkt ud i min retning. Jeg har også længe kunnet se flyene på vej ned til, hvad der må være Zürich Lufthavn. Nu er jeg kommet tæt på og jeg trodser de truende skyer og standser og kigger lidt.

                                                    Swiss Air på vej ned
Jeg når ind i Zürichs forstæder før regnen begynder. Søger ly ved en garage ved siden af et supermarked og bliver klar over, at jeg må have en cola, koste hvad det vil. Det var i Japan jeg blev klar over Cola's opkvikkende virkning - i hvert fald på mig. Når jeg er helt færdig, skal jeg bare have en cola og 10 min efter er jeg klar igen.

Da jeg har drukket den er det klaret noget op og jeg fortsætter. Prøver at finde én, jeg kan spørge om vandrehjemmet, jeg har adressen: Mutschellenstrasse 114. Den første, en ældre mand med sit barnebarn, er vist indvandrer, selv om han ser ret schweizisk ud. Han er helt afvisende. Køre lidt igen og får øje på én, der ser rigtig ud. Ja, han ved godt, hvor det er, jeg skal følge sporvogn 14 til Hovedbanegården og så er det i en bydel med W, jeg har glemt den igen.

Der er langt. Jeg har rundet de 100 km. Når til floden, hvor jeg ikke helt forstår cykelskiltene mod W-bydelen. Spørger en ung mand. Han har straks sin telefon fremme. Han ender med at klappe mig på skulderen og sige: Godt kørt. Jeg har nu fået styr på, at selv om W-bydelen ligger på højre side, skal jeg først over på venstre og så senere tilbage ad en anden bro.

Den er 18.30 da jeg når frem. Jeg er kvæstet, men tilfreds, En time senere har jeg været i bad og har spist. Det dejlige brød med min favorit-ost: Saint-Albray, indkøbt i Penny Markt i Konstanz.

Nu skal jeg bare have upload'ed det her, så går jeg omkuld. Go'nat.

113,81 km