Schweiz Rundt 10

Torsdag 07.05.15

Klokken er 8.00 og jeg har været nede oh hente mit vasketøj. Det manglede lige det sidste for at være helt tørt i går. Kom sent i seng, hvilket vil side 22.45. Kom tilfældigvis forbi da nogen havde sat TV'et på champions league. Messi tryllede et par gange, men ellers var det en ret kedelig kamp.

I dag gælder det Boden Søen, og jeg skal finde den fladeste rute, det siger benene.

Der er ikke jogurt til morgenmaden her, men müsli som vi kender den hjemmefra og mælk. Mødte 3 japanske arkitektstuderende og deres lærer i køkkenet i går. De er her for at se på moderne arkitektur herunder energieffektive huse.

                                                  Fra Feldkirch Altstadt
Feldkirch er anlagt hvor nogle småbjerge yder beskyttelse på to af siderne og floden Ill gør det på den tredje. Det er den, jeg har tænkt mig at følge til Rhinen. Det har jeg set, at man skulle kunne på et kort på vandrehjemmet. Fyren i receptionen mente at højre bred var bedst.

Jeg kommer hurtigt til at køre i en skov, hvor floden ikke kan ses, men i starten er der ingen tvivl om retningen. Ud over enkelte hundeluftere og enlige spadseregængere er der ingen. Heller ingen støj fra tog eller motorveje - herligt. Til sidst deler stien sig i 3. Jeg vælger den venstre, den må vel bringe mig tættere på floden? Ganske rigtigt og det viser sig, at der på et stykke har været en sti langs med floden.

                                                    Den efeubesmykkede skov
Når omsider frem til Rhinen. Nu er det bare at følge den på en fin asfaltsti helt til Lustenau. Desværre blæser det frisk fra nord og her er helt åbent. Vejen går faktisk oppe på diget. Men nogle km senere, drejer den lidt væk fra floden, og der bliver mere læ. Sidder lidt på en bænk og nyder solen, der er mindre end 10 km til Lustenau. Et levende hegn bag mig og lave bjerge horisonten rundt. Motorvejen er rykket nærmere, den kan både se og høres.

                                          Alternativt husbyggeri

                                            Automatisk mødding lufter

 

I udkanten af Lustenau kommer der en bro over Rhinen. Hvis det er den jeg mener at se på mit kort, er det nok her jeg skal over. Der er ingen mennesker andetr end dem der sidder i deres biler. Endelig dukker en cyklist op.Om det er den schweiziske eller den østrigske side af Boden Søen jeg vil til? Schweiziske! Så skal jeg over broen og følger en sti til højre.

                                            Vejen var for det meste lige og flad

Netop nu går tælleren pludselig i gang igen. Det er ikke noget nyt fænomen. I Japan skete det første gang, og det lykkedes mig faktisk at skaffe en ny føler dér - det er reed-relæet i føleren den er galt med - men så gik den i gang igen inden jeg fik skiftet den - og har ellers virket siden. Den nye ligger derhjemme og venter.

                                                 Orkidé? langs Rhinen
På et tidspunkt dukker der et navn op på et skilt mod venstre, som siger mig noget: Rorschach. Det ligger ved Boden Søen i min retning. Jeg er i Schweiz nu, men lige til højre er det Østrig, som åbenbart råder over begge bredder, hvor floden munder ud i søen. Men Rorschach? Jeg ved ikke om det er Schweiz eller Tyskland.

Hjelmen er skiftet ud med kasketten. Det er cykelvej/sti hele tiden og solen bager nu fra en næsten skyfri himmel. Er jeg i tvivl om hvilket land jeg er i, bliver jeg sikker, da jeg igen kommer ind i et villakvarter. SG på nummerpladerne, Skt. Gallen, det er Schweiz.

Slår mig ned ved et bord/bænk arrangement ved en lille lystbådehavn. Da jeg kom ind i Horn lige efter Rorschach, var jeg allerede i en ny kanton: AG, Aargau. Her er meget nydeligt. Havde det ikke været for en mand med en græstrimmer i nærheden, ville jeg have sagt fredfyldt. Dens hidsige knurren blandes med mellemrum med en sireneagtig - men dybere - lyd fra en industri i nærheden. En sav af en slags?

Så bliver brødet spist op, ost har jeg nok af. Jeg må tilstå at det er en hollandsk Gouda og ikke Alpkäse.


Det er ikke kun Danmark der har lånt terracottakrigere

Videre går det over stok og sten. På en tidspunkt kører jeg om kap med en mand på elcykel, men må give mig. Han har heller ingen bagage. Cykelvejen følger for det meste jernbanen og dermed også søen. Nogle gange på den ene side andre gange på den anden. Af jernbanen altså. Passerer fabriksanlæg, villakvarterer, grønne marker, ferieområder med campingvogne og småhuse, små beskedne træhuse side om side med prangende funkisvillaer.


           Skatekite surfing

Kreuzlingen og Konstanz hænger sammen, men jeg ser på et tidspunkt, at alle bilerne synes at være tyske, KN. For en ordens skyld spørger jeg en dame, hvor jeg er? Konstanz. Hun skulle vel ikke vide, hvor Jugendherberget er? Næh, men.... og hun slår det op på sin telefon. Den vil ikke vise noget kort, men det er i Allmannsdorf - og un peger en ca. retning ud. Jeg skal først over Rheinbrücke. Det må jo være hvor Rhinen løber UD af søen.

Efter hendes beskrivelse befinder jeg mig lidt efter på Allmannsdorfer Strasse og spørger en ny. Han giver en perfekt beskrivelse og allerede 100 m efter dukker det første skilt op. Vejen hedder Allmannshöhe og selvfølgelig skal det ligge på toppen. Klokken er vist 16.15 og jeg har tilbagelagt over 90 km.

                                        Jeg  kom desværre ikke til at bo i tårnet

Da jeg skal betale, har jeg ikke Euro nok. Jeg fik aldrig hævet ekstra hjemmefra og vasken tog lige nøjagtig, hvad jeg mangler nu. Men jeg kan betale med kort.

Efter at have fladet lidt ud kører jeg tilbage mod byen og finder et Penny Markt, hvor jeg køber vildt ind. Det bliver ikke engang 10 €, og jeg kan også her betale med VISA.

94 km

Schweiz Rundt 9

Onsdag 06.05.15

Det har regnet let flere gange i løbet af natten. Jeg har sovet godt, om end ikke så godt som i en rigtig seng. Kl. 6 er det lyst, men jeg tager lige ½ time til. Der er også kun væde at stå op til. Ingen forhåbninger om at vente på bedre vejr, skyerne hænger lavt over dalen. Godt jeg ikke er på den anden side, så havde jeg været inde i skyerne. Det er bare om at komme af sted.

                                                 På vej ned
Vejen stiger stadig, som manden lovede og flader så ud. Det regner mere og resten af regn udstyret kommer på. Så kommer en stejl nedkørsel med hårnålesving i en slugt efterfulgt af en ny opkørsel, hvor jeg nærmer mig floden igen. Kører på en hylde opad, opad. Endelig kommer der et udsigtspunkt. Det er Rhein Schlucht, hvor Rhinen i løbet af sit liv har skåret sig igennem klippen, den klippe vejen har skullet over. Storslået, men det blegner lidt i regnen, hvor det af hensyn til kameraet kun kan blive til 2 hurtige billeder.

      

                                                              Rhein Schlucht

Så kommer en ny voldsom nedkørsel, der ender i et l-a-a-n-g-t lige stræk, hvor jeg triller og triller indtil modvinden igen tvinger mig til at træde.

Kommer frem til Bonaduz. På et tidspunkt støder en motorvej til, men hovedvejen fortsætter. Er kommet over på den anden side an Rhinen. I en lille by er broen under reparation, der er omkørsel og den går opad, men - gående og cykler kan passere - hvor heldig kan man være?

Modvinden er vokset i styrke, men jeg når frem til Chur. Standser ved en COOP. Hellere være forberedt til resten af dagen. Jeg skulle gerne nå til Feldkirch i Østrig.

Da jeg skal betale, er der en dame, der lægger sin våde paraply oven i mine varer. "Du skal da bare lægge din våde paraply oveni mine varer", ryger det ud af mig på dansk. Hun undskylder mange gange.

Jeg føler mig lidt svag i dag. Går ud med varerne og henter mit kagestykke, jeg aldrig fik spist i går. Flotter mig med en kop cappucino fra en automat.

Var alligevel ikke helt i Chur endnu. Der er en strid modvind, men det regner ikke så stærkt. Vinden truer en overgang med at få mig ned på den mindste klinge.

Kommer gennem og ud af Chur og når til et vidunderligt grus stykke gennem lidt skov, hvor fuglefløjt blander sig med motorvejens summen. Her er frem for alt læ. Det hører op, og jeg kører langs larmende fabriksanlæg og sådan veksler det, mens dalen bliver bred og flad!!

Kommer til Landquart, hvor jeg misser et cykelskilt i et industrikvarter og ender på en mark. Tilbage igen. Finder ikke skiltet, men trækker op ad en skråning til en krydsende vej. Der er heldigvis ikke nogen tvivl om retningen i en dal som denne.

Regnen har været holdt op, men det er begyndt igen. Jeg er netop drejet fra mod det forjættende: Vaduz. Hovedstaden i Lichtenstein, et af de få lande i Europa jeg aldrig har været i.

Vinden er løjet af, men regnen taget til. Jeg skal over et pas med en stigning på 11% for at komme ind i det forjættede land. Det er Heidi Land jeg kommer til nu, piger. HEIDI LAND. Jeg ved ikke hvad byen hedder, men det er Heidi mig der og Heidi mig der og Heidi alle vegne. Det tyskeren fortalte mig om. Hvor han skulle købe ting til sine børnebørn. Heidi er et begreb i de tysktalende lande. Det er her stigningen begynder. Jeg ved ikke, hvad vi begynder på, men det ender på 680 m. Fra omkring 450 vil jeg tro. Op kommer jeg og ned igen i glimrende lange lige stræk, hvor jeg bare kan lade den trille for fuld hammer.

                                             Fra Heidi's hjemby

Først nu kommer skiltet med "Lichtenstein" og meget malerisk ligger der en borg på en lille bjergknold i det flade land.. Har tænkt mig at spise frokost i Vaduz, men i Triesen kan jeg mærke, at jeg er ved at gå sukkerkold og standser ved et busskur for at sidde lidt og kvæle de sidste cookies. Snakker lidt med en dame. Det er CHFR man bruger her, men man kan også betale med €.

                                                      Velkommen til Lichtenstein

                                              Og her er storhertugens residens - måske.

Tro det eller ej, solen er kommet frem. Jeg havde længe kunnet se blå himmel mod nord, nu er den der. Jeg kører et øjeblik til, så kommer skiltet: Vaduz. Beslutter at finde en bænk i solen. Den der dukker op er lige ved en stor kirke, som åbenbart er en turistattraktion. Turister af alle slags kommer valfartende og skal fotografere sig selv foran (asiaterne) eller ind og se (alle andre). Jeg er også inde og se, men undlader at tage billede af mig selv.

                                                Sådan ser bilerne ud

Videre. Kommer endelig til en lang ikke så stejl bakke - om det var før eller efter jeg standsede for at brede teltet ud til tørre husker jeg ikke - kun at jeg omsider befandt mig i Østrig, nærmere bestemt i udkanten af Feldkirch, hvor jeg sov på vandrehjemmet for 4 år siden på min Tyskland-Østrig tur.

                                     Der var både et dansk og et svensk konsulat
Dengang fulgtes jeg med Hans videre indtil jeg drejede til venstre mod Arlberg passet, mens han fortsatte mod Lichtenstein. Hans var en tysk australier, jeg mødte på selv samme vandrehjem.

Jeg kan kende krydset. Det var her vi tog afsked. Så skal jeg til venstre nu og på et tidspunkt kommer vandrehjemmet på højre side. Først genkender jeg den kinesiske restaurant overfor - så ser jeg det internationale symbol. Det er indrettet i et vidunderligt gammelt hus.

                                                        Det gode gamle Jugendherberg
Får en seng i et dormitory - dog ikke det samme som dengang. Ikke at jeg kan huske numrene, men jeg kan huske, at jeg gik til højre henne ved vinduet og på sengen til venstre lå Hans og sov tilsyneladende, men i det øjeblik jeg passerede åbnede han øjnene og talte til mig. Og så snakkede vi stort set til vi tog afsked i krydset næste dag.

Nu har jeg taget bad og fået sat vasketøj over, de har både maskine og tørretumbler.

Schweiz Rundt 8

 

Tirsdag 05.05.15

                                              Alt mit elektroniske grej

Kører i frihjul det meste af vejen til Andermatt. Fra byen starter Oberalp Pass straks. Stiger 610 m på 10 km står der. Det er jo kun godt 6% i snit. Men man kører altså ikke op ad 6% med bagage uden at puste. Så jeg tager det i små bidder. Vil helst ikke svede for meget, så bliver man hurtigt kold, når man står stille. Måleren har besluttet sig for at holde fri - igen.

                                 Andermatt - med hårnålesvingene op mod Oberalp
Mast inde i et hjørne efter den første tunnel holder en dansk bil med en lille campingvogn. Jeg råber: "Halløj, der, er der nogen?" Men der kommer ikke noget svar.

Det er en dejlig jævn stigning, men 6% uden at svede? Glem det. Jeg tager cykeljakken af og lader blusen stå åben.


           Udtal lige det navn!

Ingen trafik. En bil i ny og næ. Min ven fra toget i går, overhalede mig lige udenfor byen. Har kun to tasker bagpå, men er sikkert i bedre form også. Schweizer tror jeg. Var kun til goddag. En anden bare på en MTB hilste ikke engang. Nå, ham om det.

Det er skyet, men der ses et magisk øjeblik en solstribe på sneen på bjerget lige fremme. Der er medvind på de sydgående sløjfer og mod vind på de nordgående. Jeg nærmer mig sneen!!

Så er sneen der. Har glemt alt om højdemåleren. 1840 m, så er jeg snart oppe, det skal være 2045 m. Slyngningerne er slut og nu går det mere lige op og jeg kan gå et gear op. Der skal komme en sø. I en sø er vandet vandret. Det glæder jeg mig til!!

 

                                      Der er kun en vej - og det er frem

2025 m. Der har længe været vand i luften, det er skyerne jeg er kommet op i. At køre ind i overdækningen på toppen, er som at køre ind i en fryser. Åbningerne på højre side er skoddet til så godt det har været muligt, men sneen har ikke kunnet holdes ude og ligger stadig omkring togets skinner og holder temperaturen nede.

                                          Lige kommet ud af fryseren
Jeg var ikke helt oppe før. Nu står der 2046 m og min måler siger 2045. Ret godt gået. MIn ven fra toget står og taler i telefon og han lyder ikke switzerdytsch. Da han er færdig har jeg fået iført mig samtlige mine lag, og jegb spørger, om han er tysker? Ja, fra Frankfurt. Han er kommet direkte til Andermatt i går med toget, men skulle skifte i Göschenen.

                                               På vej ned
Vi begynder nedkørslen, han er noget mere forsigtig end jeg. Det går i hårnålesving nedad i svimlende fart. I den første lille flække løber der noget vand ud af en hane, som der ofte gør i bjergområder, hvor der er masser af vand. Jeg er inde og spørge om det er drikkevand, jeg er nemlig kommet af sted uden. Han kommer til rystende af kulde.

                                          Vi holder en pause
I Disentis tager vi foreløbig afsked. Han vil følge cykelvejen, der her går på den anden side af dalen. Det er storslåede scenerier, der åbenbares, nu jeg er kommet ned i grønnere omgivelser. Rhinen er for længst blevet til en rigtig flod nede i bunden an dalen. En hård eftermiddag og formiddag bliver her belønnet. Nedad går det km efter km. Betagende landskaber.

Efter passet kom jeg ind i kanton GR = Graubünden. Skiltene er nu fortrinsvis på italiensk. Der var lige før endnu en snedækket alpetinde til højre for mig - nu er den allerede væk. Det går hurtigt på denne hovedvej.

                                                  I mere grønne omgivelser

Lidt før Flims går det lidt galt. Jeg kan se at hovedvejen stiger ret voldsomt fremefter, så jeg tænker, jeg hellere må søge over på den anden bred, hvor cykelvejen vist stadig går. I første omgang kører jeg lidt tilbage til den første vej, som går langs floden. Desværre ender den ikke i en bro, men i et mørtelværk. Altså tilbage igen. Jeg spørger mig for, skal åbenbart tilbage til Ilanz, hvor der er en bro.

Finder cykelvejen og kommer forbi et Migros supermarked. Der har jeg endnu ikke været inde. Skal under alle omstændigheder havde noget aftensmad og må også hellere have morgenmad. Jeg troede der var et jugendherberg i Chur (udtales med h nede i halsen). Men da jeg ser efter i listen, står der ikke noget. Men Hospental står heller ikke i listen. Måske jeg skal satse på camping, vejret er blevet varmt. Men en øl skal jeg da have. Jeg traver supermarkedet rundt men finder ikke nogen. Ender med at spørge en ansat. Nej, de fører ikke alkoholiske drikke. Nå, så ved man det. Coop og Aldi og Lidl har da i det mindste.

Vejen begynder at stige som én jeg spurgte sagde. Men det er mere end jeg synes er sjovt. På den anden side er det utvivlsomt mindre end på den anden side. Det er fordi her er nogle formationer, som end ikke millioner af års flodgennemstrømning har kunnet få bugt med. Jeg ved der skal komme en campingplads og da skiltet dukker op, kører jeg op til den. Dagens sidste stigning.

 
       Min første lejrplads

Det koster 15,20 CHFR og med en øl, bliver det 18,20 CHFR. 3 CHFR for en øl jeg kunne have fået til 0,80 i COOP. Men der var ikke nogen. Skidt, det skal blive et herligt måltid.

                                           

                                                     Og her ved aftensmaden

Sidder lige nu i det fri ved et lille bord og skriver. Klokken er 18 og jeg sidder i t-shirt, men det er så småt ved at blive køligt.

                                                   Udsigten fra pladsen

Toget jeg kørte op med i går var en tandhjulsbane af en slags. Jeg lagde bare ikke mærke til, at der var noget mellem skinnerne i går. Det var dén også vejen mere eller mindre fulgtes med op over Oberalp. Op igennem dalene er det alm. tog, men på de stejle stykker, skal man skifte til disse specialtog.

Schweiz Rundt 7

Mandag 04.05.15

Jeg spiste aftensmad her i går. Der var ligesom ikke andre muligheder. 3 retters menu. Ja, egentlig 4. Først en salat, så kartoffelsuppe, en vegetarisk pastaret og endelig tiramisu. Jeg var også glubende sulten. Bestilte endda en øl til. Eichholz - en lokal tror jeg - udmærket.

Der dukkede en tysker op på værelset. Fra Berlin. Insisterede på at tale tysk, og hans tysk er ikke så let at forstå, så samtalen går lidt trægt. Vi var kun 4 til aftensmad.

Her til morgen var alle formodentlig mødt op. Det er jo inkluderet. Der blev talt et uforståeligt sprog af de fleste. Da jeg spurgte tyskeren, om han forstod noget af det, ville han netop have spurgt mig om det samme. Han mente det lød skandinavisk. Jeg kunne fortælle ham, at det var det i hvert fald IKKE. I informationen fik jeg det opklaret: ungarsk.

Jeg har vist ikke omtalt, hvordan jeg bærer mig ad med at være så fint opdateret på blog'en. Har købt et internationalt sim-kort. Så via min telefon kan jeg komme på nettet hvor som helst der er telefondækning - og det er der stort set alle steder. Jeg har nu næsten ikke brugt det, for på de schweiziske jugendherberge er der wi-fi - noget får man da for pengene. Det er heller ikke gratis med sim-kortet. 0,17 c = 1,50 kr pr. Mb. Og det er ikke helt til at styre, hvad windows bruger nettet til.

 

                                            Nedgangen til jugenherberget i Gersau

I dag har jeg 1000 højdemeter foran mig til Andermatt. I dag kan jeg nemlig følge en af de nationale cykelruter og de er udførligt beskrevet på nettet. Det bliver dog nok ikke stejlere end i går. Ved Brünig Pass står der 10% på kortet. (nok det stejleste stykke). Ved dagens stigning ingenting. Men ved nøjere granskning af profilen ser det nu ud til at der kommer 3-4 km til sidst, hvor det stiger godt 10%.

Tja, det ser ud til at jeg slipper for det stykke. Har lige gransket ruten nærmere og på grund af reparationsarbejder er strækningen Göschenen - Andermatt spærret i opadgående retning. Hvor heldig kan man være? For en pris af 5 CHFR kan man få transport med tog eller bus.

Fra at have kørt i kanton OW - Oberwald - er jeg nu ved at sejle over søen - denne mangearmede søstjerne kaldet Vierwaldstädtter Søen, kommet ind i selve hjertet af Schweiz - Schwyz - ét af de 3 oprindelige områder. Og Gersau skulle være det inderste indre.

Det er om at komme af sted mens det endnu ikke regner. Jeg kunne ellers godt hav tænkt mig endnu en dusche i deres excellente bad. Kun ét minus, hvas man kan kalde det det. Da jeg stod i badet i går og var færdig, slukkede lyset netop som jeg slukkede vandet, som var det en kontakt. Det blev natsort. NU ingen panik - was ist gescheen? - og jeg nåede frem til, at der nok var en bevægelsesføler et sted. Trak forhænget til side og viftede med armen, og - bling - var der lys igen. Tror den var sat til 5 min hvis jeg kender mine egne badevaner godt nok. Smart ikke?

Kan man tænke sig en smukkere strækning end her langs søstjernesøens bred? Jeg tror det ikke. Det er lige før solen magter at sende et par stråler gennem skylaget og for at fuldende det hele virker meteret nu igen. Det r nu rart at vide, hvor langt man har kørt - og allermest: vide ca. hvad der er tilbage.

                            Nogle indonesere syntes jeg skulle have taget et billede
I Brunnen efter godt 10 km, er jeg ved at køre forkert. Der står Schwyz og Gotthard på skiltet. Vejen går mod truende bjerge. Hellere se på kortet. Nå sådan, jeg troede det var enden af søen, men den slår bare lige et knæk. Der er lidt riviera-stemning over det, her langs søpromenaden i Brunnen, hvor hoteller stræber opad og slås om pladsen med andre hoteller og cafeer. Nu går det opad til en hylde på bjergsiden. "Gefährliches strecke Brunnen-Flüelen", står der på et skilt, "Benutzen Sie Bahn oder Schiff". Det ser da ud til, at der er cykelsti? Jeg tænker, at jeg nok har oplevet det, der var værre, og fortsætter. Der er da også sti hele vejen, men mange steder er den tilsyneladende forbeholdt fodgængere, der nok er tusindvis af om sommeren, men nu - ikke en eneste. Stien fortsætter også gennem diverse tunneler. Det er helt hjemligt igen at befinde sig i dette infernalske støjhelvede som en tæt traffikeret biltunnel er. Og stien er bred her....

                                            Et sted med egen tunnel
Da jeg kommer til Sisikon er jeg allerede i en ny kanton: Uri, en anden af de oprindelige 3. Vejen på bjergsiden har længe gået op, op ,op, på et tidspunkt kan jeg se jernbanen dybt under os. Mere var der ikke plads til langs bredden.

                

                                             Jernbanen i dybet

Endelig kommer nedkørslen. Ind i en tunnel. Det næsten som en gang i Japan. Der var der åbninger til det fri med mellemrum, så det var ligesom at køre med spøgelssestoget på bakken i gamle dage. Bøh - Bøh - Bøh. Her er der ingen der siger bøh, men det er bare om at bevare koncentrationen og holde cyklen på stien, der er ikke noget værn ud til vejen. Det er mageløst, vejen svinger ustandseligt og hele tiden må man være forberedt på, at der kan stå én på stien lidt fremme.

Men der er ingen og nu er jeg i Flüelen for enden af søen. Det er her dagsruten på Cykelvej 6 starter mod Andermatt. Klokken er 11.15 og det er stadig tørt.

I Altdorf dukker der en Aldi op. Det er tid til at proviantere. Jeg spørger lige en mand, om der er andre supermarkeder og han nævner nogle, men vi bliver enige om, at Aldi nok er det bedste. Der kan jeg få alt, siger han. Det gælder dog ikke disse pastasalater, jeg har købt til aftensmad tidligere. Må nøjes med en færdigret. De har haft mikroovn på de andre Jugenherbergen.... Og ellers har jeg jo brænder og gryde med.

Efter Altdorf, hvor Wilhelm Tell troner foran klokketårnet, kommer en lang nedkørsel! I Erstfeld er der en stor jernbanestation, der efter størrelsen at dømme nok er sidste stop, før togene sydpå kører ind i deres tunnel under Skt. Gotthard og ned i Italien?

                             Et vigtigt skilt hvis man vil bevæge sig rundt i Alperne

Motorvejen, der i morges befandt sig på den modsatte side af søen, er rykket tæt på. Nu løber den 50 m nede til højre for mig. Banen er stadig oppe til venstre. Koklokkerne ringler som en hel hoben svenske jernbaneoverskæringer nede til højre, toget kører netop nu ind i en tunnel 50 m over mig og så, SÅ går det opad. Stiger 1540 m på de næste 35 km, står der! Nu er der kun mig og de høje bjerge...

I det samme begynder modvinden. Det blæser ret kraftigt fra syd og vinden bringer varmen med sig. Det er mindst 20 gr. nu og det er sket inden for en time. Hjælmen er kommet af og kasketten på, for at skærme issen mod solen. Den er kommet delvis frem, men måtte for min skyld gerne blive væk netop nu. Jeg har det rigeligt med varme. En apfelstrudel og en tår vand gør godt.

I Gurtnellen kommer den første bænk, ganske vist i et busskur, men klokken er 14.15 og det er tid for frokost. Endnu 9 km til Göschenen og 14 til Andermatt, men de sidste 5 km, skal jeg jo nok med anden transport. 9 km er 1½ tim hvis det er stejlt. Stigningen har været meget svingende de sidste mange km. Den sidste km til Göschenen er stejl. Selv i næstmindste gear skal der TRÆDES. Og til sidst kommer et endnu stejlere stykke op til en rundkørsel.

Der har været flere advarsler, om at man ikke må cykle videre. Bustransport er overstreget, så det må være tog man skal med. Men på stationen er der INGEN hjælp at hente. Ikke et skilt, billetsælger eller noget. Jeg vader rundt og ringer på en klokke et sted. Intet sker. Der kommer et tog ind på den "forkerte side af stationen". Jeg spørger togmanden, hvad man gør? Købe billet i automaten, naturligvis, er jeg dum eller hvad? Det tror jeg nu ikke han siger, men han mener det. Jeg er ophidset, hvad fanden ligner det, at der ikke er ordentlig information! Jeg trykker mig frem til en billet i automaten, der koster 8,20 CHFR. På nettet stod der 5 CHFR. Jeg køber den forbandede billet - til ingen nytte, der er ingen der vil se den.

Det viser sig at når der ikke står spor nr. på køreplanen for toget til Andermatt, er det fordi det er det, der holder på "den forkerte side". Det har åbenbart intet nummer. Heldigvis er der en pige, der snakker udmærket engelsk, der kan bekræfte, at det er det rigtige tog. Det tager kun 10 min, siger hun. Ellers er der vist ingen med.

Toget kører nærmest lodret op ad bjerget. Ind imellem kan jeg se vejens serpentiner. Hvordan et tog på almindelige skinner kan køre så stejlt opad, forstår jeg ikke. Det er betragteligt koldere da jeg kommer af i Andermatt. Det viser sig, at der er en anden cyklist, hvor han så end er kommet fra. En togmand er så venlig at gelejde os over sporet, hvor der står at det er forbudt, for at vi ikke skal bære cyklerne ned i undergangen og op igen. Lidt service var der dog.

I følge højdemåleren er jeg nu i 1420 m's højde og sneen ligger lige der ovre på bjerget. Får en lang snak med en schweizer og en ældre amerikaner, som siger: "A young man like you..." SÅ meget ældre synes jeg nu ikke han ser ud. Ser jeg virkelig ung ud? De er i bil og er lige kommet over Oberalp passet. Det er nemmere fra denne side, mener schweizeren. Jeg glæder mig ikke lige nu - knæene værker lidt. Det er over 600 højdemeter jeg har foran mig i morgen.

Det er en rigtig fjeldovergang jeg er kommet op i. Der blæser en kold vind fra vest, da først jeg er ude af byen på vej mod Hospental, hvor vandrehjemmet ligger. Der er bare 4 km, men stærkt går det ikke i denne blæst. Landskabet er temmelig nøgent, mest bare græs.

                                     På vej det sidste stykke til Hospental
Når frem og op gennem byen, hvor vandrehjemmet ligger for enden. Går ind. Der synes ikke at være nogen. Efter at jeg har været ude og rundt om huset og kommer ind igen, dukker der en mand op og siger, "Oh, an unexpected visitor". Han er på vej til Tyskland, så egentlig er der lukket, men det kunne jeg jo ikke vide, så han vil se om han kan finde én, der kan komme og lave morgenmad til mig og tage imod betaling. Det lykkes og inden længe har jeg ansvaret for et helt vandrehjem og kan gøre, hvad der passer mig. Han skulle opereres i Tyskland, afslørede han, og jeg ønskede ham held og lykke med det. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, hvis der kommer flere - andet end at byde dem velkommen. Men det gør der nu næppe.

Det passer mig strålende, at have det for mig selv. Her er lidt koldt, jeg vil have et bad.

Schweiz Rundt 6

 

Søndag 03.05.15

Jeg får sagt farvel til finnerne og deres schweiziske ledsager og får lige de sidste dessiner i receptionen. Det med passene har jeg jo selv fundet ud af, men han gør opmørksom på, at der er en færgeforbindelse over Vierwalstädttersøen, der kan spare mig at skulle op om Luzern. Det er helt perfekt. Færgen går til Gerlos, hvor der også ligger et jugendherberge. Der med kan jeg formodentlig komme til Andermatt i morgen og dermed holde planen.

Ydermere fortæller han om "The Glacier Express". Det er et tog, der kører i Rhone og Rhein dalene inde i Alperne. Der er lavet tunneler hvor det er nødvendigt for at det kan køre året rundt. Man kan så få sin bil med. Det er jo klart. I et moderne land, kan man ikke have at forbindelseslinierne er årstidsbestemt. På den måde kan jeg nok godt gennemføre min rute, eftersom jeg kan komme under Furka i stedet for over. Det vil ikke gøre noget.

                                               På vej ud af Brienz

Jeg kommer af sted ved 9-tiden. Først går det fladt derudaf nogle km så drejer vejen til Luzern fra og stigningen begynder straks. Det regner som forudsagt men ikke så kraftigt som forleden. Allerede fra begyndelsen kan jeg lugte bremserne fra de der kommer nedad. Denne varme metalliske lugt.

                                            Forvredne klipper hvor vejen drejer fra

Jeg puster mange gange undervejs op. Første gang i Brienzwiler og siden hver halve kilometer, tror jeg. Jeg er hurtigt i næstmindste gear - og der bliver jeg. Her er det højdemåleren er guld værd. Jeg kan nøje følge hvordan jeg stiger fra de godt 600 m ved søen til 750, 870, 950. Så ved jeg den er ved at være der. Passet skulle være 1008 m efter kortet. Uret viser 1025 da jeg er oppe. Der ligger et Gasthaus hvor jeg kan stå i tørvejr og tage tøj på. På vejen op har jeg kun haft t-shirt på indenunder regnjakken. Alligevel er jeg gennemblødt af sved. Og alligevel tager jeg en bluse udenpå foruden cykeljakken. Nu gælder det om at holde fugtigheden inde, så jeg ikke kommer til at fryse på nedkørslen.

Først går det ret jævnt nedad, hvor jeg bare kan lade cyklen trille, men inden længe kommer alle svingene foruden at det bliver stejlere. Det gælder om at prøve bremserne med det samme, for de virker virkelig MEGET dårligere i regn. Gennemgående kører folk hensynsfuldt, men det er som om, at jo større bil man har jo mere insisterer man også på at komme frem - cyklist eller ej. Nogle steder mangler autoværnet, og der er LANGT ned. Der kører jeg midt på vejen og jeg rokker mig ikke derfra. Mig skal de ikke skubbe i afgrunden.

På vejen op tog jeg hjælmen af for at få så meget luft til hovedet som muligt. Nu er den naturligvis kommet på igen.

                                              Udsigt over den første sø

Pludselig kommer der et sving hvor verden ligesom åbner sig forude. Jeg når ikke at bremse i tide, så jeg må køre et stykke tilbage. Den udsigt må jeg lige se ordentlig på. Det er Lüngerer See der åbenbares der nede. Der holder en tysk bil, men passagererne ser meget mørke ud. De er indere,der studerer i Tyskland. En af dem, der læser Master i Automobil Engeneering, siger de kommer fra syd-Indien. Deres sprog lød heller ikke som hindi eller punjabi. Jeg siger at jeg har været i Nord-Indien og New Delhi i.... hvor længe siden er det nu? 46 år siden. Da var end ikke hans mor født endnu... Næh, man er blevet en gammel haleneger.

I Sachseln dufter der dejligt af brænderøg. Hvem der sad inde foran kaminen nu. De sneklædte fjelde er væk og er erstattet af lutter grønne bjerskråninger. Det er en smuk og temmelig plan vej langs med søen. Derefter kommer en ny kraftig nedkørsel og en ny sø åbenbares. Sahner See. I Sarnen mærker jeg energien sive væk. Det er på tide med en opkvikker. Tre cookies med chokolade gør det. Så er jeg klar til fortsættelsen. I følge kortet er der to veje til Stans herfra. Jeg vælger at blive på den hovedvej jeg er på. Den ser rimelig lige og flad ud på kortet. Den anden må gå bag en mindre bjergryg og det ved man aldrig med.

Jeg spørger et par gange undervejs, det er nu ikke nemt. Der er ingen mennesker - det er jo søndag og det regner. Et sted er der en trafikregulering, hvor jeg kan spørge manden i bilen bag mig mens vi holder for rødt. I Stansstad er jeg bange for at vejen skal gå op ad bjerget. Det viser sig at være helt ubegrundet. Bjergknolden afslører bag sig en helt flad dal, hvor der ovenikøbet er en cykelvej, jeg vover at tage.

På stationen i Alpnach spurgte jeg om hun kendte færgetiderne fra Beckenreid? Hun slog dem op på skærmen. 14.00, 15.00 og 16.20. Klokken var da omkring 13.10, jeg tænkte, at måske kunne jeg nå 14.00, men som tiden gik blev jeg klar over at jeg måtte have noget frokost, så jeg satsede på at spise i Beckenreid og vente på 15.00.


                          Om bord på færgen

Da klokken kun var blevet 13.50 og jeg mente at kunne se færgen dér fremme, ombestemte jeg mig og satte fart på. 13.58 rullede jeg ombord. En lille færge som vi kender dem fra Hundested-Rørvig og lignende. 10 CHFR. Jeg fik spist det meste af resten af brødet og min ost fra Danmark undervejs. I Gerlos kommer vi af i den venstre kant af byen og jeg kører automatisk mod byen uden at have spurgt nogen. Standser ved et promenerende par med barn. Heldigt for det er i den anden retning. 3 km og på venstre side. Km-tælleren er holdt op med at virke undervejs, men jeg har ingen problemer med at finde det. Rote Schuo, som de sagde. Der er en aflåst cykelparkering næsten oppe ved vejen. Ellers skal man ad en lille stejl sti langt ned til søen hvor Jugendherberget er. Jeg tager det nødvendigste med ned i første omgang. Receptionen åbner først kl. 16.30, men man kan komme ind og sidde i varmen. Og et stik er der også. Jeg går op for at hente, hvad jeg får brug for. De to bagtasker og teltet behøver jeg ikke her. Der kommer et par op nedefra og han er venlig at lukke op til cykelparkeringen og jeg kan bare smække efter mig.

Så her sidder jeg i varmen og skriver. Der kører musik i baggrunden. Altsammen engelsksproget. Det var Chris Rea for lidt siden. Jeg kan se den anden side af søen gennem vinduet. Herfra kan man se at, det der var grønne bjergskråninger faktisk ender i noget med sne på. Nederst løber motorvejen på sine betonben, før den forsvinder ind i tunnelen under Skt. Gotthard. Næh, nu jeg ser på kortet, er det ikke endnu. Det er Seelisberg-tunnelen på 9,3 km. Så kommer motorvejen ud igen omkring Flüelen og først oppe ved Göschenen begynder Skt. Gotthard-tunnelen.

Det er ikke kun meteret, der er holdt op med at virke. Allerede den første dag mistede jeg rammen på den ene pedal, den var knækket i den ene side dengang jeg var i Østrig i 2011. Jeg hørte en klingende lyd af metal, men tænkte, at det måtte være noget, jeg var kørte over. Jeg hørte også at en person kom og sparkede det ind til siden. Først da jeg nåede frem til Solothurn opdagede jeg at rammen nu manglede helt. Dagen i regnen regnede jeg i hovedet på, hvor mange tråd, der havde skullet til før den var knækket. Den havde jo gjort hele turen i Japan, og dér havde jeg vel lavet et tråd i sekundet ca. 5 timer om dagen i 60 dage. Det blev til over 1 mill. tråd. Når man ser sådan på det, var det jo egentlig meget godt klaret. Nu er jeg ved at vænne mig til at sætte foden lidt tættere ved pedalarmen for at have mest muligt at træde på.

ca. 55 km

Schweiz Rundt 5

Lørdag 02.05.15

Det er lørdag i dag. Skal huske at spørge om forretningerne er åbne i morgen inden jeg kører. Klokken er snart 10, men man kan vente med at check'e ud til 10.30.

                                             Gårsdagens festmåltid
Jeg har været på opdagelse i Bern allerede. Satte alarmen til 7.00, der starter morgenmaden. Kørte rundt med de forskellige sporvogne, efter først at have været lidt rundt på cykel. Bykernen er ikke stor. Ligger på en snoning på floden så der i gamle dage har været naturlig beskyttelse på 3 sider. Vandrehjemmet ligger nede ved floden. Jeg kom ned ad nogle lange meget stejle gader i går.

                                               Bern var festklædt
Desværre skal jeg vist op igen, når jeg skal videre. Jeg synes Bern er en charmerende by. Der var flag alle steder. Gætter på det er på grund af 1.maj, selv om det faktisk var i går. Må huske at spørge. Hver kanton har sit eget flag. Eller snarere "byvåben". Jeg tror Schwyz som er én af de 3 første kantoner har et der ligner det nuværende schweiziske flag. Det startede i 1291 med et forbund af 3 kantoner og blev så senere udvidet til det nuværende. Den krig, som jeg så et mindesmærke for i går må have været mod Napoleon, mente hun i receptionen. Napoleon vandt og søgte siden at centralisere administrationen, hvilket aldrig lykkedes. I dag er Schweiz nærmest en føderation eller en forbundsstat. Jeg ved ikke hvad forskellen er, hvis der er nogen. Men noget i stil med USA, hvor der jo også kan være store forskelle mellem de enkelte stater. Og Tyskland, hvor forskellene dog nok er mindre.

Kvinder fik først stemmeret i 1971! Og efter det, var der stadig en kanton der opretholdt det i lokale anliggender. Det er sådan, at der er en fælles lovgivning for hele Schweiz, en rammelovgivning, og indenfor den har de enkelte kantoner så deres egne love.

I Solothurn var der kun én på værelset foruden mig, og han var ikke af den snakkesalige type. Her er der mange. Først kun 3-4 stykker, men i løbet af aftenen væltede det ind. Jeg snakkede mest med Felix fra Heidelberg, han har en veninde her i byen og skulle i går til en koncert med et kor, hun synger i. Det var et meget internationalt program hørte jeg her til morgen. De sang også en DANSK sang. Jeg prøvede med Kon maj du søde milde, men den var det ikke.

Der kom også en fyr fra i nærheden af Newcastle, der havde været i New Zealand hele vinteren og nu var på vej tilbage og benyttede lejligheden til at besøge venner rundt om i Europa. Han fortalte mig om Bla bla cars. En hjemmeside der formidler kørelejlighed. Han var kommet fra Lyon i går via Geneve. Man finder én der skal en strækning man kan bruge, laver en aftale om et mødested og betaler så et mindre beløb. Han havde vist ialt givet 16 € for at komme til Bern fra Lyon.

Nå, nu kalder de lange veje. Glemte jeg at sige, at vejret er strålende? Indtil videre... Og det skulle vist holde tørt længere fremme på ruten, så det er bare om at komme af sted.....

Jeg behøver heldigvis at køre op til byen igen, men kan bare følge vejen langs floden (Aare) så skulle der komme et cykelskilt ved den anden rundkørsel. Det gør der også og snart kører jeg på en dejlig sti langs floden. Jeg er på vej til Thun og Thuner See, men først skal jeg til Belp.

                                               På vej mod Belp
Der spørger jeg en ældre dame om vej for jeg synes det ser ud til at den røde vej på den anden side af floden er kortere. Det er en hovedvej ganske vist, men jeg har ikke tid til alle disse smukke omveje. Her er smuk nok i forvejen. Alpernes snebelagte tinder er rykket foruroligende nær. Vi snakker længe hyggeligt sammen. Hun er først flyttet hertil for nylig, men hun mener dog.... og så fortæller hun mindst tre gange at jeg skal tage vejen bag om gården dér og så frem til hovedvejen.... Nå, skal jeg til Brienz? Så skal jeg vel bo på vandrehjemmet der? Ja, hun er fakitisk født i Brienz.... Jeg slipper dog for hele hendes levnedsløb, men hun giver hånd og ønsker mig god rejse.

Det går strygende. En himmel som v i kender den derhjemme med sol og drivende skyer. Der er hovedsagelig medvind. Inden så længe står der Gewerbe zone Nord og så kan jeg regne ud at jeg nærmer mig Thun. Det er en charmerende by med en gammel borg der ser ned på torvet foran rådhuset. Nu skal jeg bare følge Thuner See venstre om. Jeg standser lige for frokost. Stien går langs søen og der er masser af bænke. Alperne hæver sig for alvor på den anden side af søen.

                                               På vej gennem Thun

Vejen går for det meste lige ud men lidt over halvvejs kommer der en pynt, hvor vi skal op og køre på en hylde på bjerget. Det er en bakke, der trækker tænder ud. Så går det ellers på langs af bjerget indtil der kommer en halsbrækkende nedkørsel, som jeg klarer næsten uden at bremse. Det gælder om at udnytte den potentielle energi har har oparbejdet mest muligt. (siger fysiklæreren)

Så når jeg til Interlaken for enden af søen. Det er ikke nogen speciel køn by, men det vrimler med turister. Særlig kinesere viser det sig. De er overalt. Der sidder nogle unge kinesere på en bænk, dem spørger jeg, hvad der går for sig? De viser sig bare at være studerende på en schweizisk skole for turisme i Montreux. De har ikke noget med alle deres landsmænd at gøre. Men de (landsmændene der er der i hundrevis) kommer for at købe ure og den slags schweizisk kram. De er selv kommet her i en bil de har lejet. Når de er så mange, er det ikke så dyrt.

Jeg lader kinesere være kinesere og spørger en mand og en dreng på cykel om vej til Brienz, da det ikke er helt oplagt, hvad vej det er. Han viser vej og siger uopfordret at der er 30 km. Jeg hører det først for 13, for 30 kan der da ikke være. Bagefter check'er jeg kortet. Det mener 21. Jeg tror der var kortere, er i hvert fald fremme ved 16-tiden. På vejen kører jeg og bliver enig med mig selv om at jeg vist ikke har flere penge. Har jeg virkelig brugt 2000 kr. så hurtigt? Det må jeg vel have, jeg mener i hvert fald at kunne huske at jeg har vekslet en 100 FR seddel to gange. Og der er kun 20 FR tilbage i pungen. Gad vide om der overhovedet er en pengeautomat i Brienz, det ser ud til at være en ret lille by på kortet.

                                                   Den anden side af søen
I spænding kører jeg gennem byen uden at møde noget som helst, der bare minder om en automat. Jeg har 50 € foruden de 20 FR og kan nok betale med kort på Jugendherberget, men jeg skal jo over passet og ind i Alperne i morgen og Andermatt er vist også ret lille. I samme øjeblik ser jeg der står Bank på en hus lidt fremme. Dér er automaten og Posten har en ved siden af så snart har jeg penge.

Da jeg lægger hundrederne i min pengekat, ser jeg, at der stadig ligger 100 FR. Det var falsk alarm. Schweiz er alligevel ikke så dyrt et land!

Finder Jugendherberget. Receptionen åbner først kl. 17, men der kommer en dame, jeg kan spørge om forretningernes åbningstider. I morgen er det søndag - så har alt lukket. Så jeg må på en tankstation, hvis jeg vil have noget.

Heldigvis har jeg været forudseende og købt aftensmad. Jeg kom forbi en COOP, og den måtte jeg lige prøve. Det bliver noget lignende som festmåltidet i går med øl og salat og dessert - og en jogurt til start forstå sig.

Da jeg har fået skrevet mig ind og går ud for at hente bagagen regner det! Heldigvis har jeg stillet cyklen under et halvtag, hvor den vist godt kan blive stående til i morgen. Men manden var ikke sikker på om Süsten passet var åbent! Han ville check'e op på det senere.

Nu har jeg selv fundet det. Nedslående nyt. Süstenpass er lukket, formodentlig indtil 12.06. Hvad mere er: også Grimselpass, som kunne være et alternativ er lukket til begyndelsen af juni. Det samme gælder Furkapasset og Skt. Gotthard. Det sidste formodentlig indtil 22.05.

Jeg har nu set på alternativer. Brünigpass mod Luzern er åbent. Jeg kan så køre rundt om Vierwaldstädtter See til Altdorf og derfra videre til Andermatt på den anden side af de høje alper. Oberalppass skulle være åbent så jeg godt komme til at følge Rhinen til Bodensøen.

Men planen om at køre til Andermatt igen for at følge Rhone kan ikke lade sig gøre da Furkapasset er lukket.

Jeg havde håbet på at få rummet - 6 sengs - for mig selv, men så dukkede der 3 personer op. Min alder eller ældre. De snakkede engelsk sammen, men var ikke englændere. Da den ene kvinde fik et opkald og snakkede italiensk, troede jeg naturligvis at hun var italiener og parret anslog jeg var hollændere. Næh, de var finner og hun var fra Bern.

Det kom til en mærkelig samtale, hvor hun misforstod noget jeg sagde og derefter stædigt nægtede at forstå, men blev ved med at sige, at hun ikke forstod, hvorfor jeg ville køre op til Süstenpass og tilbage igen. Ret morsomt, men også lidt trættende.

Det ser ud til endnu en dag i regn omend muligvis lidt mindre end forleden. Jeg må over Brünig pass til Luzern.

 

Schweiz Rundt 4

Fredag 01.05.15

Sikke en dag - indtil videre. Hvor kom jeg nu fra? Jo, jeg var ankommet til Solothurn og havde fået indskrevet mig på vandrehjemmet. Det var netop begyndt at regne og der var tydeligt omslag i vejret. Men jeg nåede frem i tide.

Vandrehjemmet var i en bygning, der tidligere havde været skole. Men omkring 1970 var der formentlig blevet bygget en ny skole og man havde renoveret bygningen og omdannet den til Jugendherberg. Man havde bogstavelig talt revet indmaden ud og erstattet den med en stålkonstruktion. Ydermurene var yderligere blevet betonafstivet indefra. Så man havde beholdt det gamle udseende, men lavet en moderne indmad. Med varme i gulvet i bruseafdelingen!

Da jeg sagde, jeg gerne ville have pizza, anbefalede de en restaurant, der hed Zum Grünen Ecke. Den lå nu ikke på et hjørne. Det virkede som et meget folkeligt sted, men dyrt var det. Men det er alting her i Schweiz. Jeg er ved at vænne mig til det, men mit spare-gen er imod. Nu vel, hvis man vil opleve Schweiz, må man betale, hvad det koster. 20 CHFR for en pizza (Napoletana - den med ansjoserne) og en øl af alm. størrelse. Det er over 150 d.kr. Nu var det dog også den største pizza, jeg nogensinde har set. Men papirtynd, så en person lige netop kunne spise den. Det var et lækkert måltid - helt sikkert.

Så havde jeg computer-problemer. Den var ikke til at vække fra dvaletilstanden. Til sidst lykkedes det mig dog ved at holde knappen inde i et halvt minut, at få den slukket helt, så jeg kunne starte op igen. Fra nu af lukker jeg helt ned hver gang. Det er først nu, det er gået op for mig, at jeg ikke kan se mine kontaktpersoner i det mail program, der følger med Win 8.1. Computeren er helt ny. En lækker lille sag fra Lenovo, der også kan bruges som tablet, den har altså trykfølsom skærm. Men det betyder også, at man ikke skal komme til at røre skærmen når man skriver. Så sker der pludselig mærkelige ting. Nogle vil her indvende, at jeg da bare kan installere Win Live 2011 eller 2012. Det har jeg naturligvis prøvet. Men af uransagelige grunde nægter maskinen at ville det. Den står bare og kører i et eller anden uendelig sløjfe.

Allerede i går aftes var det begyndt at øse ned og det fortsatte formodentlig hele natten og morgenen med. Men jeg vidste det godt og var indstillet på, at køre en dag i regnvejr.

Det kom jeg også til. Det eneste lyspunkt var at himlen efterhånden havde forskellige grå nuancer. Regn var der lige meget af. Efter de første 7 km kunne jeg mærke at skoene var gennemblødte. Det var også på dette tidspunkt, at cykelstien ophørte, men trafikken var da heldigvis også sparsom, der er en motorvej, man også kan køre af.

Jeg stoppede kun en enkelt gang et par minutter hvor der var tag, der gav ly for regnen.. Terrænet var mere bakket end jeg havde ventet. Og så kørte jeg endda ikke ad cykelvejen. Den ville nok tage 1½ gang så lang tid, mente manden i receptionen. Til gengæld ville man komme forbi nogle slotte.

                                              Vejen til Bern i regnvejr

En enkelt gang var det som de ynder at sige i Tour de France transmissionerne, at "Vejen gik lige lukt op i himlen". Jeg var nede i 3 mindste gear. Det mindste gemmer jeg til Furka-passet.

Kom forbi et schweizisk krigsmindesmærke. Det omhandlede dem som faldt for Das Vaterland i 1798 og var rejst i 1898, altså på hundredeårsdagen. Jeg troede ikke Schweiz nogen sinde havde været indblandet i nogle krige!

                                                Også scweizerne ryger udenfor
Nå, jeg skal forskåne jer for lidelserne. Men sjovt var det ikke. På et tidspunkt var bommene gået ned ved en jernbaneoverskæring, men der gik en lille vej fra, der fulgte jernbanen "på den forkerte side".

Jeg kom altså væk fra hovedvejen, men så, at der lå en by lidt fremme, så jeg tænkte at der måtte være en overskæring dér også. Med besvær lykkedes det da også at komme tilbage til vejen. Jeg nåede ganske vist til en cykelvej, der skulle føre til Bern, men turde ikke satse på den, der var allerede på det første stykke tvivlsspørgsmål.

Nåede frem til stationen og fandt turist info. Blev henvist til et Backpacker Hostel, der blev afmærket på et kort. Så travede jeg ellers af sted ud i byen i den angivne retning. Der var masser af arkader hvor man kunne stå i tørvejr. Måtte bede om hjælp til at få vendt kortet havde jeg taget en plan over samtlige Jugendherbergen i Solothurn, så jeg kunne se, at det i Bern også kostede 39, men det er altid med morgenmad. Det skulle ligge i Weihegasse. Der kom en gammel langskægget mand med små rundebriller og et glimt i øjet over vejen i det samme. Ham spurgte jeg. Han måtte lige ind i en forretning og spørge, for at være sikker. Han skulle nok vise mig på vej. Han var lige inde i hos en bager også, for at skaffe et kort magen til det jeg allerede havde - men det vidste han jo ikke. Vi snakkede hyggeligt på vejen. Hvilket sprog jeg talte? Nå, ikke hollandsk, ja for det kunne han, men dansk - nej desværre. Jeg trillede selv ned ad nogle yderst stejle gader det sidste stykke.

Toiletrullen havde suget vand og mit brød var blevet lidt vådt i den ene ende, men ellers var der ingen ubodelig skade sket. Kørte senere til en Aldi i nærheden med nogle hollændere og gik tilbage. Aldi'en lå på 4.sal. Man kørte hele vejen derop og parkerede. Festmiddagen kommer til at bestå af en skinke/oste-salat som jeg spiser noget af mit brød til og en schweizisk lager øl. Desserten er en choko-chok i et bæger. Forretten et bæger jogurt. 

37,51 km