mandag den 9. september 2019

Peenemünde 5


Mandag 09.09.19 Max Mols

I nattens løb er der på et tidspunkt nogle tilbagevendende mærkelige klagende lyde, ikke helt regelmæssige. Nu jeg skriver det, kan jeg godt se, hvad det kunne være, men den tanke fik jeg overhovedet ikke. Sådan lød det ikke, men man skal aldrig sige aldrig. Mennesker er ikke ens. Jeg var lige ved at stå op for at undersøge sagen nærmere, men faldt gudskelov hen igen.

Morgenmaden er fin. Der er en maskine, der kan lidt forskelligt. Én af mulighederne ligner cappucino. Da den efter nogle høje klik lyde begynder at spy damp ud, må jeg i al hast flytte koppen, så alt kommer rette sted hen. Den arbejder længe på sagen, men resultatet er tilfredsstillende.

Damen kommer med en tallerken med pølser og røræg til en hel familie. Vi går ikke sultne fra bordet.
Vejrudsigten siger regn fra kl. 11-12, men den er før kommet før tid, så vi beslutter at forlade stedet med det samme. Vi skal finde et supermarked og over med færgen til den anden side.

Vi er på jagt efter sandwich. Finder et Biedronka (mariehøne). Der har de ingen sandwich. Da vi kommer ud ligger der et Lidl tæt på. Heller ikke der er der sandwich, så vi vælger nogle pizza brød som alternativ.

Kommer til at snakke med to tyske cyklister på færgen. De er på vej til Gdansk. Jeg øver mit tyske med den ene og Bent sit med den anden. Det er allerede så småt begyndt at regne inden vi er ovre.
Kører direkte til færgeterminalen og får bookingnummeret vekslet til en billet. De vil åbenbart ikke risikere at skulle have passagerer med tilbage igen, for han skal se pas for os begge to.

Trapper er ikke noget for cyklister - toilettet var ovenpå 

Vi kan komme ombord fra kl. 11, så vi hænger en halv time i ventesalen. Det er utroligt så sløv man kan blive af at sidde stille, når man er vant til at cykle det meste af dagen.

Det lignede ethvert andet færgeområde

Klokken bliver 11 og vi kommer ombord. Vi skulle heldigvis ikke holde og vente i regnen i bane 17.
Jeg har brug for strøm til computeren, så vi finder et bord ved et stik. Så taler Susanne Brøgger lige i øret på mig. Hun bliver hurtigt overdøvet af en polsk stemme, men hende er det. Jeg ser op på skærmen bag mig. Jo, der er hun. På kanalen Planet +. Straks efter springer der aber rundt. Det er Karen Blixen det handler om, der er også et gammelt klip med damen selv. Og en yngre dansk mand udtaler sig også.

6 zlt for en kop kaffe her ombord. Det er 10 kr. Den smager derefter - desværre.

Swinoujscie set fra vandsiden

Vi sejler til tiden. Der har allerede været tid til at studere klientellet. Sikke nogle typer!! Lidt til venstre sidder to, der utvivlsomt er brødre. Mellem 35 og 45 og lige rundhovede og småfede -  mildt sagt. Den ene er barberet i siderne så højt op, at det nærmest er en rigtig hanekam. Den anden er kronraget, der er vist heller ikke til nogen kam midt på. De ser herlige ud. Dupond og Dupont.

Så glider byen i baggrunden

Vi sætter os ud i flysæderne. Folk er allerede gået til ro nede mellem sæderne, men det får hurtigt en ende. Et bryskt besætningsmedlem kommer og purrer dem. Peger op på et skilt, det må man åbenbart ikke. En hel familie kommer søvndrukkent på benene. Efter min vurdering sigøjnere. Den yngste mand bærer en t-shirt med logo for en svensk autolakerer. Har han været nede og hente hele familien?

Vi var ude at se, da vi sejlede ud af flodmundingen. Der, hvor møllen uden vinger, vi var ude at se på i går i regnen, står. Også denne gang regner det.

Møllen på spidsen af odden

Senere - efter fr0okost og flere kopper kaffe - kan vi se ind på Rügens disede hvide klinter igen. Vi kommer nok for langt vest om Bornholm til at se den.

Snart efter forsvinder Rügen i disen....

Der var ikke mange børn med

Der kører film og TV på skærme overalt. Ved flysæderne er det vist Top Gun. Jeg har aldrig set andet af den og ønsker det heller ikke. Den er ikke rigtig synkroniseret, der er bare en fortæller stemme på polsk ind over, ligesom de har for vane i de baltiske lande. Stakkels dem.

Senere forsøger jeg at følge en midaldrende kvinde i en anden film, men det lykkes mig aldrig at forstå NOGET SOM HELST. Jeg tror den er litauisk med optagelser i Bulgarien, der er i hvert fald nævnt et bulgarsk team i rulleteksterne.

Jeg spiser to sandwich og Bent pølser og sauerkraut. Bent er færdig, før jeg har afsluttet min første sandwich.

Ude i siden af skibet kan vi følge skibet på Google og HereWeGo, men inde midtskibs går det ikke. På et tidspunkt anbringer min os et godt stykke inde på land i Sverige.

Vi kom ud gennem siden

Vi kom op ad en sliske i den ene ende, men skal ud i gennem siden. Som de eneste cyklister får vi æren af at komme af først, og da vi kører hen mod Bornholmsterminalen, ser jeg, at der ligger en færge. Der er åbenbart en afgang kl. 20.30. Klokken er 20.13.

Jeg styrter ind for at spørge om vi kan få ændret billetten og alle er vældig søde, så vi har 4 minutter til at komme ned til check-in. Hvor heldig kan man være? Der sparede vi lige 2 timer og har nu udsigt til at komme normal tid i seng. Vi har i forvejen diskuteret muligheden af at tage bussen, hvis vi kan få cyklerne med. Det burde være muligt.

Det vil være ekstra passende for i morgen er vores færge 16.30 blevet aflyst. Jeg fik en sms om, at man ventede kraftig vind, så der var mulighed for at ombook'e, hvad jeg så straks gjorde til 10.30 Siden BLEV den så aflyst.

Få km

Ingen kommentarer:

Send en kommentar